Det var en ulv

07-12-2012

DNA-prøver viser, at det ulvelignende dyr, der blev fundet død for godt to uger siden, var en rigtig ulv.

DNA-prøver viser, at det var en rigtig ulv, der blev fundet død i Thy. Analyse skal afdække muligheden for ulve i Danmark.


Ulv i Danmark. DNA-prøver viser, at det var en ulv, der huserede i Nationalpark Thy. Foto: Privat.

Det var en ulv, Canis lupus , som Naturstyrelsen fandt død i Hanstholm Vildtreservat i Thy søndag den 16. november. Dermed er det første gang i 199 år, at en ulv med sikkerhed er observeret i Danmark uden for fangenskab.

Det er DTU – Veterinærinstituttet, som har foretaget vurderingen efter obduktion og genetiske analyser fra DCE Bioscience, Aarhus Universitet. Det står samtidig klart, at ulven er i familie med bestanden af tyske ulve. Ulvens DNA matcher fuldstændig de ulve, der lever syd for den danske grænse.
- For den danske natur er det en stor opdagelse. Vi har ikke haft bekræftede observationer af ulve i 199 år, og det er et dyr på toppen af fødekæden, som vi ellers ikke har mange af i vores natur. Det var en enlig strejfer, og den er nu død. Om og hvornår der i givet fald kommer en ny strejfer til Danmark, ved vi ikke, siger kontorchef i Naturstyrelsen, Ole Markussen.
Ulve kan komme på besøg igen
Der er ikke tegn på, at ulve umiddelbart skulle være ved at etablere sig i Danmark, men da bestanden af ulve i Tyskland bliver større og kommer tættere på den danske grænse, vil der nok ikke gå yderligere 200 år, før vi ser den næste strejfer.
- Vi vil nu få analyseret mulighederne for ulv i Danmark, så vi kan blive klogere på situationen. Men på nuværende tidspunkt er der ikke baggrund for at tale om en forestående bestand af ulve i Danmark, siger Ole Markussen.
Det vides ikke, hvor længe den nu afdøde ulv har været i Danmark. Men alt tyder på, at den er strejfet op gennem Jylland uden at blive set af mennesker. Først efter den slog sig ned i Hanstholm blev den observeret.

Ulven døde ifølge obduktionsrapporten af en betændelsestumor, som til sidst blev så stor, at den kvalte ulven. Inden da havde den i en længere periode ikke kunne indtage føde.
Skelettet fra ulven i Thy bliver nu overdraget til Statens Naturhistoriske Museum i København.
Yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Sune Bové, Naturstyrelsen, tlf.: 2537 0771
Specialkonsulent Mariann Chriél, DTU – Veterinærinstituttet, tlf.: 4020 9179
Seniorforsker Liselotte W. Andersen, DCE Bioscience, Aarhus Universitet, tlf.: 8715 8842