Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Vorsø

16-03-2009

Reservatfolder - nr. 1

Må citeres med kildeangivelse.

Folderen i html-udgave:

I den ydre del af Horsens Fjord er der oprettet 2 reservater: Vorsø Naturreservat og Lerdrup Bugt Vildtreservat. Denne del af Horsens Fjord er, som en følge af områdets store betydning for vandfugle, udpeget som Ramsar- og EF-fuglebeskyttelsesområde. Dette forpligter os til at passe særligt godt på naturområdet og beskytte stedets fugleliv.
Vorsø Naturreservat omfatter 895 ha, heraf er 830 ha søterritorium og 65 ha land. Vorsø, som har været fredet siden 1917, ejes af Miljø- og Energiministeriet. Man kan læse mere om Vorsø i Naturstyrelsens folder "Naturreservat Vorsø". Vorsø Naturreservat ligger som en forlængelse ud i fjorden af det storslåede fredede landskab Søvind - Sondrup - Åkær. Omkring Vorsø er Horsens Fjord lavvandet med en bred tørlagt vade ved lavvande og små ubeboede fjordholme. Fuglelivet på og omkring Vorsø er meget rigt. Ederfugl ses året rundt, også med ællinger fra ynglepladser i nærheden. Mest kendt er Vorsø nok for sin skarvkoloni med mere end 4000 ynglende par. Vandområdet omkring Vorsø er en vigtig rasteplads for ande- og vadefugle, især om vinteren. Gråand, pibeand og hvinand er de mest talrige ænder, mens man blandt vadefuglene ofte kan se alm. ryle, lille kobbersneppe og stor regnspove.

Lerdrup Bugt Vildtreservat omfatter 872 ha, hvoraf 842 ha er søterritorium og 30 ha land. Lerdrup Bugt er karakteristisk ved at være lavvandet med strandenge og tørlagte vader ved lavvande samt små ubeboede fjordholme. Lerdrup Bugt og den østlige del af Horsens Fjord omkring Alrø Polder er et særdeles vigtigt yngleområde for ande- og vadefugle samt måger og terner. Området har også stor betydning som rasteplads for ande- og vadefugle. De mest almindelige vadefugle er hjejle, alm. ryle og lille kobbersneppe.

Tegnet af Jens Overgård Christensen

Alrø Polder har siden 1976 været reservat med forbud mod færdsel i fuglenes yngletid. På poldene yngler måge, havterne, ederfugl og klyde.
kort

signatur

Nye reservater for vandfugle

Lerdrup Bugt Vildtreservat og Vorsø Naturreservat er to af de ca. 50 reservater, der bliver oprettet eller udvidet inden år 2000. Det har Folketinget besluttet i forbindelse med vedtagelsen af lov om jagt og vildtforvaltning, som trådte i kraft i 1994.

De nye reservater udbygger det eksisterende netværk for ynglende og trækkende vandfugle i Danmark. Reservaterne er fristeder, hvor fuglene har fred til at raste og søge føde.

Det forventes – blandt andet på baggrund af erfaringer fra forsøgsreservater i Limfjorden og ved Møn – at reservaterne vil medføre en forøgelse af rastende fugle i områderne. Samtidig kan både jægere og andre naturinteresserede glæde sig over, at mulighederne for gode naturoplevelser vil blive væsentligt forøgede.

Effekten af reservaterne vil blive fulgt gennem et overvågningsprogram, som Danmarks Miljøundersøgelser gennemfører for Naturstyrelsen.

Tegnet af Jens Overgård Christensen

Til naturguider

Naturguider

Find inspiration i vores naturguider til at tage ud og opleve Danmarks mangfoldige natur.