Certificering i statsskovene

Information til entreprenører der arbejder for Naturstyrelsen.

Naturstyrelsens skove er certificeret efter de to ordninger for skovcertificering, der findes i Danmark (FSC og PEFC).

Når en skov er certificeret, betyder det, at driften lever op til nogle særlige regler om bæredygtig skovdrift. Skovejeren kan så sælge træet fra skoven som certificeret. Køberen af træet kan være sikker på, at skovdriften lever op til certificerings-reglerne.

Naturstyrelsen vil gerne støtte skovcertificering både i Danmark og internationalt, så forbrugerne kan være sikre på, at det træ de køber, er produceret på en bæredygtig måde. Derfor bliver statsskovene certificeret.

FSC- og PEFC-certificeringsordningerne har hver især opstillet nogle regler om bæredygtig skovdrift. Det betyder, at vi i statsskovene samtidig med at producere noget godt træ også skal passe på naturværdierne og fortidsminderne i skoven og tage hensyn til skovgæsterne. Samtidig skal miljøbelastningen være så lille som mulig og arbejdsmiljøet skal være godt.

Dit firma har indgået en aftale med Naturstyrelsen og har dermed også påtaget sig en forpligtigelse om at overholde disse krav. Det betyder bl.a.:

  • At du nøje følger enhedens eller driftscenterets anvisninger om hvilke arealer, der må køres i.
  • At du kun anvender de spor og læggepladser, du har fået anvist.
  • At du kun fælder de træer og aflægger de effekter og sortimenter, som du har fået anvist.
  • At du undgår skader på de blivende træer, og at du skåner indblanding af løvtræ, opvækst og buske.
  • At du undgår færdsel i og omkring vådområder, vandhuller og vandløb.
  • At du ikke beskadiger sårbare plantesamfund, grævlingegrave, myretuer, rovfuglereder m.m. og i øvrigt altid følger enhedens eller driftscenterets anvisninger om hvilke særlige naturværdier, som du skal passe på.
  • At du passer på det døde ved, der er efterladt i skoven, både som stående træer og på skovbunden.
  • At du ikke beskadiger fortidsminder som diger, højryggede agre, stendysser og gravhøje.
  • At du ikke beskadiger vandrestier, ridestier, borde og bænke og andre publikumsanlæg og i øvrigt tager hensyn til de skovgæster, som du møder.
  • At dit firma sikrer, at de ansattes arbejds- og lønvilkår lever op til gældende regler og overenskomster.
  • At dit firma sikrer, at du har de nødvendige kvalifikationer og uddannelse til at føre din maskine og tage de nødvendige hensyn til skov, natur, fortidsminder og publikum.
  • At dit firma lever op til gældende arbejdsmiljøregler og overholder arbejdstilsynets anvisninger og sikrer, at du kender de gældende sikkerhedsregler, og at du anvender lovpligtigt sikkerhedsudstyr.
  • At din maskine opfylder Naturstyrelsens miljøkrav til skovmaskiner.

Læs folderen Certificering i statsskovene - Hvad betyder det for dig?