Referat af møde i NST, Hovedstadens Brugerråd Syd den 18. maj 2011

Tilstede:
Heidi Jaque, Danmarks Naturfredningsforening
Poul Erik Birk Jakobsen, Danmarks Idrætsforbund
Hans Vasehus Madsen, By og Havn
Ole Rasmussen, Friluftsrådet
Ole Nielsen, Rågården
Betina Grimm, Tårnby Kommune
Ole Hansen, Dragør kommune
Linnea Fosdal, Center for Park og Natur
Arne Holten, Danmarks Jægerforbund
Hans Henrik Christensen, Naturstyrelsen, Hovedstaden
Toni Lykke Christiansen, Dyrenes Beskyttelse

Følgende deltog ikke:
Peter Søgaard Jørgensen, Dansk Ornitologisk Forening

Fra Naturstyrelsen, Hovedstaden deltog Jan Kidholm som referent og Sven Norup, Stella Blichfeldt og Peter Søland.

Dagsorden

Velkomst ved Hans Henrik Christensen.

Orienteringer

Naturcentret – 2011.

Kampagne mod løse hunde og muligheder for etablering af ny hundeskov

Etablering af overvintringsmulighed for flagermus i den lukkede spænggrotte

Golfbanen – status for godkendelse af 18 hullersbanen

Status for digeforhøjelsen

Eventuelt

Næste møde

Dagsorden for mødet var fremsendt til brugerrådets medlemmer den 29. april 2011. Der var ikke indkommet forslag til dagsorden fra brugerrådets medlemmer.

Ekskursion
Første punkt på ekskursionen var Golfbanen, hvor Royal Golf Klub havde indvielse af klubhus den 8. maj. Sven orienterede om status for den endelige godkendelse af banen, hvor der stadig udestår nogle forhold i forhold til lokalplanen og naturbeskyttelseslovens §3. Naturstyrelsen har også bemærket, at der er indrettet nye aktiviteter som fitnesscenter og bilvaskehal, som Naturstyrelsen vil bede Fredningsnævnet tage stilling til i forhold til den fredningsmæssige tilladelse som er givet til at lave golfbanen. Endelig har enheden bedt Golfklubben fjerne de opstillede sten langs stierne og de springvand som er etableret i de nye søer, da de vurderes at være fremmedelementer i naturen og i konflikt med fredningsbestemmelserne. Brugerrådet var enig i Naturstyrelsen vurderinger og støtte en fjernelse af sten og springvand. Brugerrådet opfordrede til, at Naturstyrelsen arbejdede for i højere grad at synliggøre reglerne for offentlig adgang til arealerne, da de fleste borgere umiddelbart har den opfattelse, at man ikke er velkommen som almindelig naturbruger på en golfbane. Sven oplyste, at Naturstyrelsen er ved at opsætte skilte på golfbanen om offentlighedens færdsel og at der også i den lokale presse og i folderne for området vil komme information herom.

Herefter besigtigede brugerrådet den tidligere sprænggrotte ved Sneppestien tæt ved Reservatvej, hvor Forsvaret, som stadig driver anlægget, har foreslået at indrette vinterovernatningsplads for flagermus i Sprænggrotten. Grotten, som nu fremstår i rå beton tænkes dækket med jord, hvilket vil kamuflere anlægget, så det passer ind i landskabet samt giver mulighed for at etablere et udkigs- og udflugtssted evt. med borde og bænke. Brugerrådet støtter ideen. Heidi Jaque foreslog, at også de to volde, som har fungeret som beskyttelsesrum, udnyttes til flagermusene. Stella Blichfeldt påtalte at leg på de to volde indebærer en risiko for alvorlige faldulykker. Heidi Jaque foreslog i forlængelse heraf, at der kunne påfyldes jord mellem de nuværende tre volde, så arealet fremstår med en enkelt stor forhøjning.

Endelig besigtigede brugerrådet det område i Kongelunden mellem Kalvebodvej og Rosenlundvej, hvor Naturstyrelsen påtænker at etablere hundeskov, hvor publikum kan lufte deres hund uden snor. Sven oplyste, at Naturstyrelsen forsat oplever mange med løse hunde, hvilket giver problemer særligt for hjortevildtet, kreaturerne og de ynglende fugle. Men også det øvrige publikum føler sig generet af de løse hunde. Enheden forbereder derfor en kampagne med nultolerance overfor løse hunde. I den forbindelse vil det være en stor fordel, hvis der samtidig kan henvises til et område, hvor hundeejerne kan lufte hunden uden snor – et tilbud som ikke findes på Naturstyrelsens arealer på Amager. Sven oplyste, at der har været henvendelse fra en af naboerne til området, som er betænkelig ved løse hunde i nabolaget. Heide Jaque spurgte, om enheden havde overvejet andre placeringer, som ligger længere væk fra beboelser. Sven oplyste, at de generelle erfaringer er, at hundeskove ikke skal placeres som enklaver i større skovområder, da det ofte medfører at hundeskoven i praksis bliver udvidet til hele skovområdet. Placeringen i det påtænkte skovområde er ideel, fordi der er tale om et skovområde, som kan anvendes i sin helhed. Sven oplyste desuden, at Naturstyrelsen generelt ikke oplever, at naboskabet til en hundeskov udgør et problem. Heide Jaque foreslog, at Naturstyrelsen for at komme naboerne i møde opsætter hegn omkring hundeskoven. Sven oplyste, at et hegn dels koster rigtig mange penge, som man måske kunne få interesseorganisationer til at bidrage til, men at det også signalere, at indenfor hegnet kan hundeejerne bare slippe hunden og al kontrol med den – hvilket ikke er tilfældet, da hundeejeren også i hundeskove skal have sin hund under kontrol af hensyn til områdets andre gæster. Stella tilføjede at hundeskoven også skal kunne bruges af andre gæster og at alle kommende løse hunde skal være under ejerens kontrol. Evt. at man derfor helt undlader begrebet hundeskov, men blot oplyser at her kan løs hund medtages. Brugerrådet støtte etablering af hundeskoven dog for Heidi Jaques vedkommende med bemærkningen om undersøgelse af muligheden for hegning dels af hensyn til beboerne og for at undgå, at hunde løber ud på vejene.

1. Velkomst
Hans Henrik Christensen indledte med at præsentere sig selv som ny skovrider på Naturstyrelsen, Hovedstaden og i egenskab heraf som formand for Brugerrådet. Hans Henrik opfordrede til, at drøftelserne i brugerrådet kunne forgå i en åben og konstruktiv atmosfære og glædede sig til samarbejdet.

2. Orientering
Hans Henrik oplyste, at udviklingen af Vestamager i de kommende år vil få et helt særligt fokus efterhånden som de mange byudviklingsprojekter omkring Vestamager realiseres. Udfordringen i forhold til Vestamager er at skabe en balanceret udvikling af området, hvor den voksende befolknings behov for natur og naturoplevelser tilgodeses i videst muligt omfang. Naturstyrelsen, Hovedstaden vil nedsætte en intern projektgruppe med enhedens nye medarbejder Kirsten Vintersborg for bordenden, som skal arbejde med udviklingen af Vestamager. Arbejdet forventes at ske i tæt samarbejde med interesseorganisationer og kommuner og brugerrådet vil naturligvis også blive inddraget.

Brugerrådet tog orienteringen til efterretning.

3. Naturcentrets aktiviteter i 2011
Stella Blichfeldt orienterede om aktiviteterne på Naturcentret. Besøgstallet stiger forsat på centret. Familieudstillingen Far Mor Børn – i naturen handler om biodiversitet og er meget velbesøgt. I 2011 forventes fire nye satellitter/bålhuse med overdækkede informationsrum at blive etableret ude på arealerne, som kan bidrage til at trække folk ud i naturen og dermed aflaste presset på naturcentret. I løbet af året forventes desuden gennemført en publikumstælling efter samme opskrifts som den store undersøgelse af Friluftslivet i skovene i 1997. Naturstyrelsen har modtaget tilsagn om tilskud fra Friluftsrådet på 100.000 kr. til tællingen. Stella kunne desuden oplyse, at det phD projekt om friluftsliv og borgernes præferencer herfor, som Naturstyrelsen, Ku-life og Friluftsrådet har drøftet mulighederne for, endnu ikke er finansielt på plads.

Bettina Grim og Heidi Jaque foreslog, at der i højere grad informeres om de andre adgangsveje og p-pladser, som findes langs østsiden af Vestamager for derved at mindske presset på indgangen ved Naturcenteret.

Toni Lykke Christiansen spurgte til, at der ikke kunne anvendes sponsorater i forbindelse med finansiering af nye tiltag – fx kunne NGO’er have glæde af at profilere sig ved at støtte fx hundeskove eller afgræsningsprojekter. Stella oplyste, at Friluftsrådet m.fl. har givet penge til udvalgte projekter og Naturstyrelsen er forsat meget interesseret i at indgå sådanne samarbejdsaftaler, som kan komme brugere og naturen til gode. Arne Holten og Ole Rasmussen opfordrede til, at der laves satellitter i den sydlige del og at også arealer udenfor NST’s arealer fx Kongelundsfortet kunne anvendes.

Brugerrådet tog orienteringen til efterretning.

4. Kampagne mod løse hunde og muligheder for etablering af ny hundeskov
Punktet blev behandlet på ekskursionen. Brugerrådet støtter en kampagne og opfordrede til, at Naturstyrelsen i forbindelse med kampagnen også informere om de problemer, som løse hunde giver i naturen. Brugerrådet støtter anlægget af hundeskov ved Kalvebodvej/Rosenlundsvej og opfordrede til, at der i forbindelse med kampagnen henvises til den nye hundeskov. Heide Jaque opfordrede til, at enheden undersøger muligheden for etablering af hegn.

5. Etablering af overvintringsmulighed for flagermus i den lukkede sprænggrotte
Brugerrådet støttede etablering af overvintringsmulighed i forsvarets sprænggrotte ved Sneppevej. Heidi Jaque foreslog, at de to beskyttelsesrum også anvendes til flagermus.

Golfbanen – status for godkendelse af 18 hullersbanen

Emnet var behandlet på ekskursionen. Brugerrådet tog Naturstyrelsen, Hovedstadens orientering til efterretning og støttede pålæg om lovliggørelse efter lokalplan og Naturbeskyttelseslovens §3 samt fjernelse af springvand, sten mm. Poul Erik Birk Jakobsen og Hans Vasehus Madsen mente, at springvandet nærmest klubhuset måske kunne tillades bevaret. Brugerrådet opfordrede til, at NST styrker indsatsen i forhold til at informere publikum om adgangsreglerne for området.

7. Status for digeforhøjelsen
Bettina Grim orienterede om status for myndighedsbehandlingen. VVM redegørelsen for både kyst- og landdiget er nu udarbejdet og skal behandles i kommunalbestyrelsen den 21. maj.

Ole Nielsen undrede sig over, at han ikke af kommunen var informeret om planerne for etablering af dige på hans jord.

8. Eventuelt
Arne Holten spurgte til, om Naturstyrelsen har modtaget en opsigelse af Københavns Kommunes lejeaftale for skyttecentret. Hans Henrik oplyste, at kommunen ikke har opsagt lejemålet, men at enheden er vidende om, at kommunen i øjeblikket overvejer deres engagement i centret.

Hedie Jaque spurgte til, om Naturstyrelsen er opmærksom på eventuelle problemer i forbindelse med, at Københavns Lufthavn har udsået "giftigt" græs. Hans Henrik oplyste, at enheden er informeret herom og Naturstyrelsen, Hovedstaden vurderer på baggrund af lufthavnens oplysninger, at græsset ikke udgør nogen risiko for Vestamager.

7. Næste møde
Næste møde blev fastlagt til 21. september 2011 kl. 13.00.