Nørre Nebel Skov

1. Mål og planer


1.1a Overordnede målsætninger

Det er målsætningen for Nr. Nebel Skov, at skoven fremstår som en løvskov, der med korridorvirkning skal fungere, som et sammenbindende element i et ellers åbent landbrugslandskab. Denne korridor er i dag hovedsageligt orienteret i øst-vestlig retning, med det er fortsat også målet at skabe sammenbinding til Blåbjerg Plantage. Det er også en del af målsætningen, at skoven skal danne en god baggrund for friluftslivets udfoldelsesmuligheder i nærområdet til Nr. Nebel.

1.1b Planlagte tiltag.

Der er planlagt konkrete tiltag til iværksættelse indenfor den førstkommende 5-6 års periode. De planlagte tiltag bidrager til opfyldelsen af de mere langsigtede mål for området.

Der etableres en hundeskov i Nr. Nebel skov

Det nuværende græsningsareal udvides i den nordlige del af skoven vest for Klintingvej.


Kortet viser de mest markante ændringer

1.2 Landskabsplan

Landskabsplanen for Nr. Nebel Skov er, at skoven på lang sigt skal fremstå som en løvskov, som variation til de ellers nåletræsdominerede vestkystnære plantager. Det er desuden et langsigtet mål, at skoven får en bedre arrondering og ikke mindst forbindes ned til Blåbjerg Plantage.


Kortet viser den langsigtede landskabsplan

1.3 Naturnær skovdrift

I Nr. Nebel Skov er det langsigtede mål med skovdriften at understøtte udviklingen af forskellige typer af bevoksninger domineret af henholdsvis eg med skovfyr samt bøg med gran. Skovudviklingstyperne er nærmere beskrevet i Katalog over skovudviklingstyper i Danmark (2005). Inddelingen af Nr. Nebel Skov i skovudviklingstyper fremgår af kortet.

Der er ingen mål om produktion af gavntræ i Nr. Nebel Skov. Skovdriften skal sikre en lysåben skovstruktur med sunde og stabile bevoksninger bestående fortrinsvis af dybkronede og veludviklede egetræer. En del af de andre træarter, der oprindeligt blev plantet for at hjælpe egetræerne på vej på den åbne mark, er blevet tyndet ud for at give plads for udviklingen af egetræerne. Dog bevares også en del af disse andre træarter for at bidrage til variationen i skovbilledet, dette gælder f.eks. østrigsk fyr.

Der indføres på sigt også andre arter til at imødekomme ønsket om variation i bevoksningerne, heriblandt skovfyr, der er næsten helt fraværende. På den lidt bedre jord vest for Klintingvej vil udviklingen gå mod dominans af bøg med indblanding af andre arter bl.a. ædelgran og lærk.

Produktionen i de eksisterende pyntegrøntarealer udfases i takt med at bevoksningerne mister deres egnethed til pyntegrøntproduktion. Herefter konverteres de løbende til de løvtræsdominerede skovudviklingstyper.


Kortet viser den langsigtede skovudviklingsplan

1.4 Naturpleje

Det overordnede mål med naturplejen i skoven er at der skabes kontinuitet, så de små områder der har et potentiale kan få lov at udvikle sig i retning af værdifuld natur. De lysåbne arealer plejes ved slåning og græsning. Hvor det er muligt ændres forpagtningsaftaler for at udvide det areal, der afgræsses.

Det er planen at gøre en kvalitetsforbedrende indsats med rydning af opvækst ved de små vandhuller, der er truet af tilgroning med pil. Dette gælder særligt de østligste vandhuller.

1.5 Plejetiltag for kulturmiljøet

Der er ikke planer om særlige tiltag for kulturmiljø og fortidsminder.

1.6 Friluftsliv

Nr. Nebel Skov er vigtig som rekreativt område for især lokale borgere, som bruger skoven flittigt. Der lægges derfor vægt på mulighederne for det lokale friluftsliv. Gennem zonering for friluftslivet er det målet at skabe rum for både natur og mennesker og skoven inddeles derfor i zoner for for friluftsaktiviteter og faciliteter. Der udlægges bl.a. to facilitetszoner, hvor de eksisterende shelterpladser findes, og her vil det også i fremtiden være muligt at prioritere særlige faciliteter til understøttelse af friluftslivet. Desuden anlægges en hundeskov i en tredje facilitetszone i den centrale del af skoven. Størsteparten af skoven vil fremover være friluftszone med mulighed for mange forskellige friluftsaktiviteter. Zoneinddelingen fremgår af kortet.


Kortet viser planen for inddeling af skoven i områder for forskellig friluftsmæssig benyttelse

2. Beskrivelse

2.1 Generelt


Nr. Nebel Skov er beliggende umiddelbart syd for Nr. Nebel by i et område, der er præget af landbrug, og skoven er således også omgivet af landbrugsjord til alle sider. Skoven er anlagt på tidligere landbrugsjord efter opkøb i årene omkring 1993.


Kortet viser naturtyper og arealanvendelse

Arealsammenstilling hhv. for skovarealer og lysåbne naturarealer:


Tabel: lysåbne naturarealer


Tabel: skovarealer

2.2 Jordbundsforhold

I store træk udgøres jordbunden i skoven af grovsandet morænejord med god fertilitet for området. Området er kun i meget begrænset omfang påvirket af sandaflejringer fra flyvesand. I den østlige og centrale del er jorden noget grundvandspåvirket, mens jorden er mere veldrænet i de bakkede partier mod vest, hvor de bedste jorde forekommer. I strøget langs Nebel Bæk findes tynde humuslag.

2.3 Landskab

Nr. Nebel Skov ligger på den vestligste del af Varde Bakkeø. Landskabet vest for skoven ned mod Blåbjerg Plantage præges af flere bakker – Hønebjerg, Fusbjerg, Langhøj og Nebel Bjerg, hvoraf sidstnævnte ligger delvist i Nr. Nebel Skov. Mod øst ved tranemosen og langs Nebel Bæk flader terrænet mere ud. Landskabet i øvrigt er meget åbent og med skovrejsningerne, er der etableret en grøn korridor næsten fra Blåbjerg Plantage i sydvest og til flere mindre fragmenterede skovarealer mod øst herunder også nye private skovrejsningsarealer.

Skoven er langstrakt i øst-vestlig retning og afgrænsningen er kantet. Dette er et resultat af, hvor det var muligt at opkøbe af landbrugsjord på anlægstidspunktet. Indpasningen i det omgivende landskab synes derfor til en vis grad noget uhomogen, men til gengæld med stor randeffekt.

2.4 Skoven

Hovedtræarten er eg, hvoraf en stor del er planter, der stammer fra frøkilder i Blåbjerg Plantage. Egen har klaret sig rigtig godt, og der er foretaget de første tyndinger, hvorved mange ammetræer er fjernet – primært østrigsk fyr og lærk. Bevoksningerne fremstår nu med en meget høj andel løvtræ. Skovfyr er næsten helt fraværende i bevoksningerne.

2.5 Natur

Skoven har stor betydning som korridor for krondyr og rådyr, der søger gennem skoven i deres vandring mellem landbrugsområder i øst og Blåbjerg Plantage i vest.

Området bærer præg af at det er en nyanlagt skov på gammel agerjord. Langt størstedelen af arealet har været dyrket indtil for 15-20 år siden, og der findes kun få og små beskyttede naturarealer i skoven, heriblandt et mindre moseområde og en eng. Alle græsarealer bliver plejet ved slåning. Et mindre område afgræsses dog af heste.

I et område med høj grundvandsstand i den nordøstlige del af skoven er der potentiale for, at der med tiden ved naturlig forsumpning og indvandring af flere arter, kan ske en udvikling mod højere naturværdi og større biologisk mangfoldighed end i dag. Generelt vil den naturlige indvandring af især mange plantearter knyttet til løvskov tage mange år, men vil med tiden bidrage til et øget naturindhold i skoven.

2.6 Kulturmiljø

Der findes beskyttede sten- og jorddiger flere steder i skoven. I den østlige del af skoven er der desuden registreret to fortidsminder, der dog ikke er synlige over jorden.

2.7 Friluftsliv

Nr. Nebel Skov er en bynær skov, der primært bliver benyttet af lokale borgere. Den lokale interesse for skovrejsningsprojektet var stor og der blev bl.a. etableret skoleskov, hvor skoleelever og børneinstitutioner stod for plantningen.

Flere veje mellem skoven og byen giver let adgang direkte til skoven. I skoven er der anlagt ridestier og en markeret hjertesti.

Ved et gammelt maskinhus længst mod øst er der anlagt et aktivitetsområde med mulighed for overnatning i shelters, og spejderne har desuden en hytte og andre aktiviteter i området. I den modsatte ende af skoven længst mod vest i et gammelt grusgravsområde er der ligeledes en velbenyttet shelterplads. I øvrigt er der mulighed for fri teltning overalt i skoven.

Der er ingen kommerciel udlejning af jagten i Nr. Nebel Skov. Naturstyrelsen afholder årligt et par hagljagter i skoven.

3. Gældende udpegninger

3.1 § 3 /§ 28 områder

Der er et enkelt mindre § 3 beskyttet moseområde og et par små vandhuller i skoven.

3.2 Regionale udviklingsplaner og kommuneplaner

Den vestligste del af skoven er iht. Kommuneplanen 2010-2022 for Varde Kommune beliggende i et værdifuldt landskabsområde.

3.3 Fredninger og vildtreservater

Hele Nr. Nebel Skov er en del af Oksbøl Krondyrreservat.

3.4 Drikkevandsinteresser

Skoven er beliggende i et område med almindelige drikkevandsinteresser.