Skovning

Advarsel
Hvis du ude i skoven støder på vores skilte og afmærkninger, er det vigtigt, at du respekterer dem.
Fældning af store træer er farligt arbejde, og ofte er vores medarbejdere ikke i stand til at se det område, hvor træet vil falde på grund af opvæksten.
Skiltene skal derfor tages meget alvorligt, da det er forbundet med livsfare at trodse forbudet og færdes i selve skovningsområdet.

undefined

Skovningsplan

Der er mange, som ønsker information om, hvor vi fælder træer. Lige nu har vi nedenstående arbejder planlagt eller i gang.

Aktuelle skovninger

I foråret 2018 vil der blive fældet store træer i Ganløse Ore, Nyvang, Ryget Skov, Slagslunde Skov og Uggeløse Skov. I Tokkekøb Hegn vil der blive lavet udtyndinger i unge bevoksninger.

Du kan se kort over arealerne her:

Hugst Ganløse Ore
Hugst Nyvang
Hugst Ryget Skov
Hugst Slagslunde Skov
Hugst Uggeløse Skov

Udtynding Tokkekøb Hegn

Planerne for den efterfølgende hugst vil blive lagt her på siden i løbet af sommeren 2018.

Hvorfor fældes træerne?

I takt med at træerne vokser, har det enkelte træ til stadighed brug for mere plads. Vi foretager derfor udtynding i bevoksningerne, for at de tilbagestående træer kan fortsætte med at udvikle sig til store harmoniske og sunde træer. Udtynding foretages med 5-10 års mellemrum i den enkelte bevoksning afhængig af træart, alder og vækst. Princippet med udtynding er det samme som ved dyrkning af fx gulerødder eller roer, træerne skal have plads for at vokse sig større.

Næste trægeneration

I gamle bøgebevoksninger, det vil sige, at de er mere end 100 år, forbereder vi næste generation bøgetræer ved at fjerne en vis procentdel af de store træer. På den måde kommer der lys til skovbunden og dermed de bedste livsbetingelser til de spæde bøgetræer. Tyndingen foretages når vi sidst på efteråret kan se at det følgende efterår bliver et oldenår. Oldenår er betegnelsen for den situation hvor ege- og bøgetræerne producerer et overflødighedshorn af frugter (olden er fællesbetegnelse for bog og agern).

Hvilke træer fældes?

Skovløberne udvælger de træer der skal fældes ud fra mange kriterier, bl.a.:

  • er træet farligt
  • er træet mindre sundt og har dermed nedsat vækst
  • er det kævler som savværkerne efterspørger netop nu
  • værditilvæksten af det enkelte træ - bliver træet mere værdifuldt ved at blive tykkere
  • er træet vigtigere end nabotræet/nabotræerne

Derudover skal der efterlades 3-5 træer pr hektar som levested for svampe, insekter og fugle. Træerne fældes selvsagt ikke, men bliver de på sigt farlige, fældes de og efterlades på skovbunden.

Gule bånd markerer spor

Når træerne er fældet skal stammerne køres ud af bevoksningerne til skovvejene. For at skåne skovbunden mest muligt skal transport foregå på udvalgte spor, og disse spor markeres med gule bånd. De gule bånd rundt om træerne markerer derfor ikke at træet skal fældes, men markerer altså de spor, som skal bruges til at transportere træet ud af bevoksningerne.

Markering af træer der skal fældes

Træer der skal fældes er markeret med 2 lodrette ridsemærker i barken. Fældning af træer foregår dels med maskiner og dels ved håndkraft med motorsave.

Træsalg og økonomi

Træet fra de fældede træer sælges efter en opskæring og sortering for de bedste kvaliteters vedkommende til savværksindustrien og ender som råvarer til fremstilling af møbler eller parketgulve for så vidt angår løvtræ. Nåletræ anvendes som bygningstømmer. De ringere kvaliteter sælges til cellulosefremstilling, biobrændsel til fjernvarmeværkerne eller som brænde.

Det træ, som skal sælges som brænde, bliver lagt i stakke langs skovvejene. Hvis man ønsker at købe brænde kan man besøge Naturstyrelsens hjemmeside om brændesalg .

Skovning kan genere skovturen

Skovningen kan desværre ikke ske helt uden gener for skovenes daglige brugere. Det kan være nødvendigt at omlægge sin rute for den daglige tur i skoven. De bevoksninger, hvor fældningsarbejdet aktuelt finder sted, kan ved skiltning være afspærret for at sikre at ingen uforvarende forvilder sig ind i et område, hvor maskiner er i færd med at fælde træer. Eventuelle afspærringer vil blive nedtaget ved arbejdstids ophør. De store skovveje ryddes løbende (dagligt) for grene; de mindre stier ryddes, når arbejdet er afsluttet. Små trampestier må skovgæsterne selv optrampe igen.

Respekter sikkerheden

Det  kan være spændende at betragte skovningsmaskinerne, når de arbejder, men man bør overholde en sikkerhedsafstand på 70 m fra en arbejdende maskine.

Når der skoves med motorsave skal samme sikkerhedsafstand respekteres. Træerne er ganske vist ikke 70 m høje, men de kan sagtens være 35 m høje. Når et træ er på vej til jorden kan grene knække eller komme i spænd og de pågældende grene kan falde langt fra selve træet.

På skovningsområder hvor oversigtsforholdene er ringe (meget opvækst på skovbunden) spærer skovarbejderen hele området af med rød/hvide afspæringsbånd. Afspærringen skal naturligvis respekteres - husk at det er af hensyn til skovgæsternes sikkerhed at skovningsområdet er spærret af.