Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Driftsplanændringer for Bidstrup

Følgende ændringer er lavet i driftsplanen for området Bidstrup.

  • Plejeplan for Hasselmus

 


 

Plejeplan for Hasselmus

Baggrund for ændringer

Skovene omkring Hvalsø, herunder Bidstrupskovene, er 1 af kun 3 områder på Sjælland, hvor hasselmusen forekommer. Flere undersøgelser i de sidste 20-30 år har dokumenteret hasselmusens tilstedeværelse i Bidstrupskovene, desværre med tegn på en tilbagegang i bestanden. Bidstrupskovene er del af Natura 2000 området N146 Hejede Overdrev, Valborup Skov og Valsølille Sø. Monitorering af hasselmusforekomster indgår i dag i overvågningen i relation til bilag IV-arter i Natura 2000-områderne.

Af hensyn til hasselmusens levevilkår i Bidstrupskovene er der behov for både at sikre områder med passende vegetation til overlevelse og formering, samt mulighed for udveksling af dyr mellem de enkelte områder. Derfor er hensigten at arbejde med en kombination af kerneområder og korridorer i Bidstrupskovene.

Ændringer i driftsplanen

Generelt tilrettelægges plejen i kerneområderne og korridorerne med den hensigt at sikre variation i fødeudbuddet til hasselmusen, samt den rette fysiske struktur i bevoksningerne.

  • Jævnlig og hård udrensning med fokus på fremme af lystræarter og buske. Ved større områder foretages indgrebene i rotation, så der lades uforstyrrede områder (refugier) til hasselmusen.
  • Hugst foretages med fokus på at fremme etageret bevoksning.
  • Arter af betydning for hasselmusen, såsom hindbær, brombær, bregner, slyngplanter mv. tilgodeses i plejen.
  • Selvforyngelse i korridorer prioriteres fremfor plantede kulturer, hvor muligt. Der foretages selektiv tynding for at favorisere buske og lystræarter som eg.
  • Indplantning af arter som eg, hassel, hvidtjørn o.l. i korridornettet i forbindelse med nyanlæg af kulturer, på strækninger hvor dette vil forbedre fødeudbud og bevoksningsstruktur for hasselmusen.
  • Kratrydning/hugst i sluttede kulturer i kerneområder og korridorer foretages udenfor yngletiden (som er i juli-september) og i videst muligt omfang ikke i hele bevoksninger på én gang.

Læs mere om driftsplantillægget og find kortbilag her