Militærhistorisk indvielse af restaureret Ejbybro

17-08-2011

Københavns Befæstning og Rødovre Kommune har indvier den ny-restaurerede Ejbybro i Rødovre i militærhistoriske rammer. Broen blev  indviet i realistiske rammer, den var armeret som under 1. verdenskrig med spanske jernryttere og pigtråd. Historisk uniformerede soldater fra Dansk Militærhistorisk Forening, 1914 gruppen marcherede over broen da pigtråden var klippet over.

Den restaurerede Ejbybro er den eneste tilbageværende skruepælsbro på Vestvolden. Den har igennem mange år været delvist afspærret på grund af sin ringe stand. Det har Københavns Befæstning nu rettet op på. Broen er ført tilbage til sit oprindelige udtryk. Restaureringen er afsluttet, og den historiske bro er åbnet for offentligheden.

Mange Projekter
Restaureringen af Ejbybroen er et ud af 7 projekter, som Københavns Befæstning står bag. I foråret 2011 lanceredes et mobilspil til Vestvolden i Hvidovres, og i juni også til Søfortet Trekroner. Til efteråret 2011 asfalteres og belyses voldgaden på Vestvolden i Hvidovre – og skaber dermed 14 km. Perfekt asfalt til cykeltur i den smukke natur – og i 2012 følger åbningen af to nye oplevelsescentre i Ejbybunkeren på Vestvolden i Rødovre og i Garderhøjfortet i Gentofte – begge med masser af nye oplevelser.

Kort om Københavns nyere Befæstning
Københavns nyere Befæstning blev opført efter nederlaget til tyskerne i 1864 for at beskytte hovedstaden. Under 1. Verdenskrig var dens besætning på ca. 50.000 mand. Københavns nyere Befæstning blev nedlagt som forsvarsværk efter 1. Verdenskrig, da teknologien løb fra anlæggene. Enkelte anlæg har dog været i brug indtil for få år siden, bl.a. Ejbybukeren på Vestvolden som Forsvarets Efterretningstjeneste rømmede i 2004.

Partnerskabet bag projektet
Det er et partnerskab bestående af Realdania, Kulturarvsstyrelsen og Naturstyrelsen, der har taget initiativ til at revitalisere Københavns nyere Befæstning. Der er afsat 175 millioner til at istandsætte bygninger og til at gøre befæstningen tilgængelig for offentligheden. Herudover har Partnerskabet også afsat midler til etablering af skoletjeneste, sundhedsaktiviteter, formidling og indsamling af historisk viden.