39 nye kajakruter fra Naturstyrelsen

29-07-2011

Miljøministeriet har i samarbejde med Dansk Kano- og Kajakforbund lavet 39 kajakruter, fordelt over hele Danmark, så flere danskere kan få en god oplevelse, når kajakken sættes i vandet.

Miljøminister Karen Elleman, som ses herover i en rød havkajak, indviede i dag de 39 kajakruter med en kajaktur langs kysten ved Lynæs Havn, hvor hun gennemførte en del af ruten ” Kulhuse til Kikhavn”. Det skete sammen med tidligere jægersoldat Lothar Friis, kendt fra TV2s program ”Ingen kære mor – alene i junglen”.
Kajaksport er i de senere år blevet en populær og udbredt sports- og fritidsaktivitet, og fremover kan man med få klik finde frem til de 39 kajakruter på ”Ud-i-naturen-kortet” på Naturstyrelsens hjemmeside.

- Når man padler gennem vandet ,er det en anderledes måde at opleve naturen på, der er helt unik, og samtidig får man god motion. I Miljøministeriet har vi som mål at give befolkningen flere og gode friluftsmuligheder, og det er oplagt, at vi i højere grad bruger vores lange, smukke kyststrækninger til at skabe mere friluftsliv, siger miljøminister Karen Ellemann.
Kajakruterne er et tilbud til de, som ønsker at opleve Danmarks smukke kyststrækninger, hvor man kan være heldig at opleve marsvin, sæler og havfugle. De 39 ruter ligger overalt i Danmark. Der er mulighed for at tage en tur på Vadehavet, hvor tidevandet byder på spændende udfordringer, rundt om Læsø i følgeskab med spættede sæler eller en rundtur i det sydfynske øhav ved Svendborgsund.  Man kan også tage en weekendtur på Isefjorden med kajakruten fra Holbæk til Rørvig.

- Kajakruterne giver mulighed for at opleve Danmark på en sund og aktiv måde, og derfor synes jeg, at de 39 kajakruter er et flot initiativ. Jeg vil gerne opfordre alle til at benytte sig af denne mulighed for at træne krop og sjæl. Som far til fire ved jeg, hvor stor en glæde det er at være aktiv i naturen, siger tidligere jægersoldat Lothar Friis.

Kajakruterne kan findes på Ud-i-naturen-kortet på Naturstyrelsens hjemmeside http://udinaturen.naturstyrelsen.dk/udinaturen

Yderligere oplysninger:
Forstfuldmægtig Hans Holbech, Naturstyrelsen Nordsjælland, 2321 5371,
Pressemedarbejder Signe Vestergaard, Miljøministeriet, 2250 9029,