Pinsedag den 12. juni indvies en ny friluftsplads ved Havlykke med havkajak, heste, bål og krabbeløb for tobenede

08-06-2011

Havlykke Strand på Østfalster er kendt af lystfiskere, men nu er det også muligt at overnatte i telt og hygge sig med grill ved picnicpladser. Der er lavet en pausefold til heste så nu er det muligt at hvile om man er til fods, til hest eller på cykel

Kom og vær med når Naturstyrelsens nye friluftsplads åbner på søndag den 12. juni kl. 13.00 - 16

Mødested : Falster: Sydøst for Idestrup, kør til enden af Havlykkevej og ned til P-pladsen ved stranden.

Ved Havlykke ligger et dejligt grønt område lige nord for P-pladsen for enden af Havlykkevej ud til vandet. Med støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond er der nu blevet lavet flere faciliteter i området. Der er blandt andet indrettet en pausefold til heste, så de firbenede har mulighed for at hvile i løbet af en længere ridetur fx langs Falsters østkyst. Der er etableret en fin grillplads med en god grillrist og bænke omkring. Så har man heldet med sig som lystfisker, kan fangsten tilberedes på stedet over grill. Stranden ved Havlykke er en fin badestrand, og de mange store sten langs kysten gør området helt specielt. Der er store tangskove med et rigt dyreliv, og det gør stranden til et af Falsters bedste snorkelsteder.

”På åbningsdagen bliver det muligt at gå på opdagelse i tangskoven sammen med en naturvejleder, og man kan også prøve en tur i havkajak og lære at få styr på både pagaj og balance. På pladsen vil både hestefolk og spejdere fortælle om pladsens muligheder. Ved grillpladsen kan man sammen med spejderne lave bålpandekager. Vi glæder os til at vise både turister og fastboende, hvilke muligheder der nu er kommet i det nye grønne friluftsområde”, fortæller naturvejleder Elly Andersen og tilføjer, at alle er velkomne til en hyggelig dag ved stranden med fokus på et aktivt friluftsliv.

Fangst med net

Program :

13.00– 13.30 Området indvies officielt med tale
13.30 – 15.30

Prøv en tur i havkajak i sikre rammer under kyndig instruktion af naturvejlederJohnny Madsen fra Guldborgsund Kommune

Bag bålpandekager og få en snak om lejrliv hos De Blå Spejdere fra Nykøbing F. Spejderne

Se den nye hestefold og klap heste fra Hannenovskovens Hestelaug

Undersøg livet i det lave vand og kom på smådyrssafari i tangskoven. Du kan låne fiskenet, waders og vandkikkert hos naturvejlederne fra Naturstyrelsen

15.30–16.00

Vi slutter dagen med det store krabbeløb på stranden. Der er præmie til hurtigste tobenede landkrabbe!


Mere information
Naturstyrelsen Storstrøm: Naturvejleder Elly Andersen, tlf. 72 54 32 40 / 22 49 65 45,