Vær med til at finde dyr og planter: BioBlitz i Sollerup Skov

16-05-2011

Lørdag den 21. og søndag den 22. maj 2011 arrangerer Naturstyrelsen, Fyn en nattur i naturen, en morgenfugletur og en dag i skoven. Du er velkommen til at deltage i alle tre, i to eller blot et enkelt arrangement.

Søndag den 22. maj er International Biodiversitetsdag. Derfor inviterer Naturstyrelsen, Fyn til BioBlitz i Sollerup Skov. Arrangementet består af tre forskellige dele. Du er velkommen til at deltage i dem alle, i to eller blot et enkelt.

Alle arrangementer starter ved Maskinhuset på Sollerupvej 24, 5600 Faaborg.

Nattens jægere - Lørdag 21. maj 2011 kl. 21.00 - ca 24.00
Vi går i skoven med flagermusdetektor og undersøger om der er flagermus på jagt. Vi registrerer hvilke arter, der er i vores område. Der bliver også lejlighed til at høre om forskellige tilpasninger til et liv i mørket.
Efter flagermuseturen kan du opleve nataktive insekter. Leif Jensen, formand for Entomologisk Selskab for Fyn, demonstrerer lyslokning af insekter.
Natturen ledes af forstkandidat Mogens Krog og naturvejleder Jesper Vagn Christensen

Morgenens sangere - Søndag 22. maj 2011 kl. 04.00 - ca. 7.00
Vi går i skoven og oplever skiftet fra nat til dag. Vi hører de forskellige sangfugles stemmer og registrerer, hvilke arter der er i skoven. Vi får hjælp af medlemmer af Dansk Ornitologisk Forening. Morgenturen ledes af naturvejleder Jesper Vagn Christensen

Bioblitz i Sollerup Skov - Søndag 22. maj 2011 kl. 10.00 - 15.00
Vi går på opdagelse i Sollerup Skov. Vi skal have fundet ud af hvilke arter levende organismer, der lever i skoven. Vi skal have registreret alt, hvad der findes: Træer, buske, urter, græsser, mosser, laver, insekter, snegle, edderkopper, krebsdyr, orme, fugle, pattedyr, krybdyr, padder, hele baduljen. Sammen med mennesker, der har stor viden om naturen, sætter vi luppen på en del af Sollerup Skov og får et godt indtryk af de mange arter der lever her.
Deltagerne får vejledning i at gå ud og undersøge forskellige lokaliteter i skoven, og sammen får vi opbygget et detaljeret billede af den store biologiske mangfoldighed, der findes i skoven.
BioBlitzen ledes af naturvejleder Jesper Vagn Christensen.
Praktiske oplysninger
Hvis du har lyst at deltage i BioBlitz i Sollerup Skov, så skal du klæde dig praktisk på. Vi skal være udendørs og vi skal færdes i terrænet væk fra vej og sti. Lange bukser og langærmede trøjer er bedst, for der er både brombær og myg. Vi skal i nærkontakt med vandhuller og vandløb, så gummistøvler kan være rart. Hvis du skal med ud at se på Nattens Jægere, eller mødes med Morgenens Sangere, så klæd dig varmt på – selvom det er maj, kan det være koldt om natten.
Tag også gerne materiale med til indsamling af dyr og planter: Syltetøjsglas til smådyr, poser til planter, notesblok og blyant. Tag også gerne en lup og en kikkert med. Har du bøger til bestemmelse af dyr og planter, så tag også gerne dem med.
Sørg for en god madpakke og noget at drikke. Man bliver sulten ude i skoven!
Er du i bil er der mulighed for at parkere ved Naturstyrelsen, Fyns bygninger på Sollerupvej 24, 5600 Faaborg.

Har du lyst til at overnatte i skoven, er der plads til at telte på lejrpladsen i Sollerup Skov. Den ligger ca. 1,25 km. fra Sollerup. Pladsen er reserveret til overnatning fra kl. 15 lørdag eftermiddag til kl. 19. søndag aften. Der findes også en primitiv overnatningsplads tættere på Sollerup.
Biler skal placeres på P-pladserne ved Sollerupvej eller Odensevej.
Vel mødt!

Jesper Vagn Christensen
Naturvejleder, e-mail: , tlf. 72 54 35 38 / 21 49 00 28