Mårhunde og bukkejagt

09-05-2011

Bukkejægere opfordres til at nedlægge mårhunde på Fyn.

Siden februar har Naturstyrelsen Fyn fået flere henvendelser fra jægere og borgere om observationer af mårhunde på Fyn. På baggrund af disse henvendelser vurderer Naturstyrelsen Fyn, at der med stor sandsynlighed er en mindre forekomst af mårhunde på Fyn. Mårhunde er en uønsket og invasiv art i Danmark.

Foto: Jesper Plambech/Biofoto Den 16. maj starter bukkejagten, hvilket bringer mange jægere ud på terrænerne. Dette er en god mulighed for at få observationer af mårhunde på Fyn. Det er også en god mulighed for at få nedlagt eventuelle mårhunde. Naturstyrelsen Fyn skal derfor opfordre jægerne på Fyn til at være opmærksomme på mårhunde i forbindelse med bukkejagten. Såfremt der nedlægges mårhunde i forbindelse med bukkejagten vil Naturstyrelsen meget gerne have underretning om nedlæggelsen. Vi vil også meget gerne have dyret indleveret til undersøgelse.

For jægeren gælder følgende:
• Mårhunde må reguleres hele året ved beskydning og ved fældefangst. Det kræver ikke dispensation fra Naturstyrelsen.
• Regulering med skydevåben må foretages fra 1½ time før solopgang til 1½ time efter solnedgang.
• Mårhund må reguleres fra skydetårne og platforme. Regulering fra skydetårne og platforme må ske med haglgevær.
• Der må anvendes kunstigt lys.
• Der må reguleres på foderplads.

Trods muligheden for regulering har mårhunde også jagttid i perioden 1. september til 31. januar. Jagttiden sikrer, at også jægere i alderen 16-18 år, kan nedlægge mårhunde i perioden.

For yderligere oplysninger kontakt Vildtkonsulent Lars Erlandsen Brun på tlf. 21490023 eller Skovrider Søren Strandgaard på tlf. 21490027