UD PÅ TUR - maj 2011

13-05-2011

Så er det forår - og der er mange tilbud om guidede ture m.v.

Bævertur i Klosterhede Plantage

Det er svært ikke at blive imponeret over bævernes høje aktivitetsniveau. De minder i høj grad om os selv, som laver om og regerer til eget bedste, og sådan gør bæverne også. Derfor kalder vi bæverne for en nøgleart, fordi den på afgørende vis laver om og tilpasser omgivelserne efter egne behov.
De bygger hytter og huler, graver kanaler, fælder træer og bygger dæmninger, hvis der ikke er vand nok. Der er meget tydelige spor efter vinterens aktiviteter lige nu – senere på sommeren dækkes sporene delvist af den høje vegetation.
Bæveren skaber lysåbne, våde sumpede områder i skoven, en naturtype vi ikke har for meget af, og det er også her vi finder flere truede dyr og planter.

Naturvejleder Karsten Jensen fortæller og viser frem.
Tid: torsdag den 5. maj kl. 19-21. Mødested: P-pl. v/Møllesøen ca. 300 m s.ø. Gl.Landevej 35, 7620 Lemvig.
Ingen tilmelding. Turen er gratis.

Skovens Dag i Klosterhede Plantage.
Søndag den 8. maj afholdes Skovens Dag af Naturstyrelsen Vestjylland. Arrangementet afholdes ved Sandehus og der er tilkørsel fra Gl. Landevej ved Møllesøen, hvor der er skiltning til stedet.

Temaet i år er ”Skoven i øjenhøjde”. Det har vi naturligvis forsøgt at anskueliggøre. ”Det sete afhænger af øjnene der ser” – kom og prøv det mellem kl. 10.00 – 16.00.

Skovens dag arrangeres i år for 17. gang og foregår i offtentlige og privat skove over hele landet.

Dagen indledes på festligste vis af Vestjysk Jaghthornsblæserlaug. De øvrige aktiviteter spænder vidt og arrangeres af både frivillige og skovens medarbejdere. Træklatring, trækture på ponyer, pandekagebagning, fremstilling af foderbrædder og insektsugere. Betragt naturens småting i stereolup og bueskydning vil nok især være populære aktiviteter for børnene. I alt er der 14 aktiviteter, der også omfatter hestevognsture, og jægerne kan prøve deres færdigheder på minihjortebanen. Biavlerne uddeler smagsprøver, og hos Klosterhedens Vildt kan man købe lækre vildt-grillpølser til at supplere den medbragte frokostkurv med.

Skovhjælperne holder grillen tændt hele dagen, og her kan de nykøbte eller medbragte bøffer/pølser tilberedes. Husk på – det er også Mors Dag.

Du kan finde de konkrete arrangementer på Udinaturen.dk under menupunktet "Det sker..." og dernæst "Skovens Dag".

Med Naturbussen blandt skovens dyr.
I forårstiden søger hjortevildtet ofte føde inden solnedgang på de lysåbne arealer, hvor der er gode muligheder for at se dem. Tag med Naturbussen ud i Klosterhede Plantage onsdag aften 11. maj kl. 19.30-22.00 . Husk kikkert og aftenkaffe.
Voksne kr. 150,-. Børn kr. 100,-. Tilmelding tlf. 97810033
Mødested: P-pl. på 300 m. vest for adressen Fousingvej 10, 7600 Struer

Fårehyrden og hendes hunde.
Mød fårehyrden, fåreflokken med lam og hyrdehundene søndag den 15. maj kl. 14-16. Fra Torsted Kirke køres i egne biler ad ”Bjergvejen” i Torsted Sande med stop undervejs, for at se det enestående landskab. Turen fortsætter op til fåreflokken med alle de nye lam. Her vil der være opvisning med hyrdehunde og man kan høre om fårenes arbejde med pleje af heden. Tag eftermiddagskaffen med på tur. Turen er gratis, og starter ved Torsted Kirke. Ingen tilmelding.

Cykeltur for de morgenfriske
Mærk skoven vågne. Alt ånder fred og ro imens lyset stille tager til. Hjortevildtet græsser roligt på vildtagrene og ræven lusker hjem efter nattens jagt – menneskene sover roligt i deres senge, bortset lige fra dig måske, som har fået lyst til en morgencykeltur i Klosterhede Plantage sammen med skovfoged Niels Pedersen. Du skal selv medbringe en cykel. Turen starter lørdag den 28. maj kl. 5.30 ved Maskincentralen i Klosterheden, Fruerhøj, Hovedvej 10, Lemvig. Turen er på ca. 15 km og det er gratis at cykle med. Ingen tilmelding.

Forårsweekend med åbne skovveje i Skov- og Naturstyrelsen,  Vestjylland.
Lørdag den 28. og søndag den 29. maj har du chancen for at komme vidt omkring, nyde foråret og udforske nye områder, finde spændende steder, hvor du aldrig har været før. Dyrespor, gravhøje, en skovfyrslette, en sø eller bæk, eller bare et smukt sted.
Hos Naturstyrelsen Vestjylland er skovvejene åbne for bilkørsel i alle skove undtagen Husby Klitplantage og arealerne syd for Vilhelmsborgvej og vest for Ringkøbingvej . Kør forsigtigt og vis hensyn.