Leverandør til 36 kirkegårde

15-11-2011

Troels Kristoffersen bundter pyntegrønt. Foto: Kim Christensen

Lige nu er der travlhed på kirkegårdene over hele landet. Gravene skal dækkes, så de står klar til jul. Og travlheden forplanter sig fra kirkegårdene ud i skoven, hvor grøntet skal klippes, pakkes og sendes af sted.

Naturstyrelsen Thy leverer pyntegrønt til 36 lokale kirkegårde. Det drejer sig om ialt 80 tons, fordelt på især bjergfyr, nordmannsgran og nobilis.

Thisted Kirkegårde er den absolut største kunde, som alene aftager omkring 28 tons grønt. Her siger kirkegårdsleder Sally Enevoldsen: - Der er et fint samarbejde med skoven. Nogle gange bliver grøntet leveret på skovens traktor, andre gange - når det er små mængder - henter vi det selv.

Den korte afstand og den gode kommunikation betyder, at ordrer kan justeres og suppleres fra dag til dag. Det betyder også, at grøntet aldrig ligger så længe, så det risikerer at blive muggent eller brænde sammen.

Om sæsonen 2011 på Thisted Kirkegårde fortæller Sally Enevoldsen:
- Vi laver i år 1512 grandækninger, hvilket giver arbejde til 11-12 mand i op til 7 uger. Det har været en rigtig god sæson i år, fordi det næsten ikke har regnet.

Gravdækningen på kirkegårdene er afhængige af den vare, man kan få fra skovene. Tidligere brugte man meget bjergfyr, men det bliver stadig sværere at få i en god kvalitet, så derfor må man ty til andre arter. Om det siger Sally Enevoldsen:
- Vi har ladet os inspirere af Skive Kirkegård, så nu bruger vi ikke så meget fyr stukket ned bag stenen, men mere fladedækning med gran på gravstedet.

Ikke hele produktionen fra Naturstyrelsen Thy ender på kirkegårdene. I år sælges 6.500 juletræer og omkring 100 tons nobilis pyntegrønt til eksportmarkedet.