Bedre mulighed for at opleve Hirsholmene

10-11-2011

Bedre mulighed for at opleve Hirsholmene
Ny færge og flere afgange, også på lørdage

Ny færge og flere afgange, også på lørdage

Hirsholmene ud for Frederikshavn er en af Danmarks mest spændende ø-grupper. Det er Danmarks fineste stenrevs-øer, og både naturen og kulturen på øerne er helt speciel. På Hirsholm føler man sig hensat til steder som den svenske skærgård, eller en fuglekoloni på Færøerne. Det lille bysamfund med de gamle huse og den lille kirke mellem stendigerne er også en oplevelse ud over det sædvanlige.

Tejstpar på Hirsholmen. Foto: Naturstyrelsen Vendsyssel Naturstyrelsen, der ejer øgruppen, vil med en ny sejlplan skabe mulighed for, at mange flere kan få en oplevelse ud over det almindelige. Det er først og fremmest fuglelivet, der er den store attraktion. Terner, måger og den charmerende tejst yngler i tusindvis på øerne, og det er nemt at opleve fuglene på nært hold. De er overalt, på land, til vands og i luften. Skovrider Jesper Blom-Hansen udtaler:

"Det er en balance at beskytte den sårbare natur på Hirsholmene og samtidigt tilbyde, at man kan komme ud og opleve den. Vi styrer publikums adgang både i antal, og mht. hvor man må færdes, men stadig er der rig mulighed for fantastiske oplevelser, som vi gerne vil tilbyde til flere ”.

Der har netop været afholdt udbud på færgedriften gældende for de næste 6 år. Det er den Læsø-baserede Seadog, med ejer og skipper Klaus Madsen, der har vundet udbuddet. Seadog er allerede et kendt skib på egnen, da Klaus Madsen gennem de sidste mange år har tilbudt oplevelsesture til havs; sælsafari, Ndr. Rønner ture, ture til Blue Reef, fisketure o.a. Klaus Madsen siger:

”Vi er utroligt glade for at have fået opgaven og glæder os dels til samarbejdet med Naturstyrelsen, men i mindst lige så høj grad til at sejle publikum til og fra Hirsholmene. Vi ser også frem til at lære ”holmboerne” at kende, de udgør jo det faste klientel både på øen, og på færgen."

Seadog skal sejle mellem Frederikshavn og Hirsholmene fra 2012. Foto: Naturstyrelsen Vendsyssel

Ved at aflyse nogle vintersejladser er der blevet plads til mere sejlads om sommeren. Skovrider Jesper Blom-Hansen siger:

"Udover flere afgange, tilbyder vi nu sejlads til og fra Hirsholmene om lørdagen. Før har det kun været muligt at komme til Hirsholmene med færgen på hverdage, men fra nytår vil man året rundt kunne komme til øen om lørdagen, endda med 2 daglige afgange. Man kan enten få en formiddagstur, eller en eftermiddagstur. Vi håber mange vil tage i mod det nye tilbud. I skolernes sommer- og efterårsferie er der særligt mange afgange, så der skulle være god mulighed for, at hele familien sammen kan komme på ø-eventyr."

Den nye sejlplan træder i kraft 1. januar 2012. Fra december 2011 kan der bookes billetter enten via Naturstyrelsen Vendsyssels hjemmeside , via turistbureauet i Frederikshavn, eller via Seadog’s egne hjemmeside. Sejlplanen kan ses samme steder.

Husene på Hirsholm. Foto: Naturstyrelsen Vendsyssel

Se også: