Nyt aktivitetsområde i Udskovene

10-10-2011

Skovene tæt ved Randers har fået et løft i form af et aktivitetsområde for hele familien.
En gruppe lokale beboere har gennem et par år planlagt og nu gennemført etableringen af en bålplads med tilhørende muligheder for rige udfoldelser.

Ålum Sogns beboerforening har søgt og fået lov af Naturstyrelsen til at etablere en række elementer i tilknytning til en bålplads. Midlerne til projektet er skaffet via LAG Randers og Randers Kommune. Bålplads med tilhørende aktivitetsområde indvies af Borgmester Henning Jensen Nyhuus

Borgmester Henning Jensen Nyhuus, Randers Kommune (til højre) indviede aktivitetsområdet sammen med bl.a  Niels-Jørgen Blæsbjerg Juulsgaard, formand for Ålum Sogns Beboerforening (til venstre).

Den overordnede ide med området er at både børn, unge og voksne kan udfolde sig aktivt i området.

Ved Bålpladsen kan du tænde et bål og lave snobrød eller andet mad over bålet. Der er brænde i brændeskjulet til fri afbenyttelse. Platformen kan I bruge som en scene eller blot et samlingssted, hvor I har taskerne stående, mens I er i skoven. Er man rigtig træt, kan man også lige snuppe et lille hvil her – hævet over skovbundens kryb og kravl.

Pige springer mellem stenene.

Store sten indbyder til både leg og forundring.

Stenlandskabet er et område, hvor du kan løbe rundt og lege fangeleg med dine venner, eller et sted hvor du sidder alene og nyder naturen.

I Balanceområdet kan Du udfordre dig selv og dine venner på hurtighed og balanceevne.
De to borge i skoven kan danne rammen om rollespilslege med både orker, elver og andre spændende væsner. I labyrinten kan du se om du kan finde rundt eller du kan lege tag fat med dine venner.

I området er der opsat fuglekasser til mange af skovens mindste fugle. Her kan du i forårsmånederne måske være heldig at se de travle fugle flyve til og fra kasserne med kviste, dun eller andet til reden, og senere i forsommeren er det foder til ungerne.


Udover disse elementer er der også under projektet etableret en ca. 5 km lang motionssti . Her kan du undervejs se hvor langt du er nået, idet der for hver 0,5 km er en markering med afstanden fra start.

Endelig er der i området et madpakkehus , hvor man kan søge ly hvis det regner for meget.

Alle er velkomne til at benytte området.

Du kan finde aktivitetsområdet på Udinaturen.dk