Lokale ildsjæle samarbejder med Naturstyrelsen Vendsyssel om at skabe legeplads i Blokhus

12-10-2011

Lokale ildsjæle er sammen med Naturstyrelsen Vendsyssel i gang med at planlægge en ny, spændende legeplads i Blokhus Klitplantage. I den forbindelse har en projektgruppe søgt og nu fået økonomisk støtte fra de såkaldte landdistriktsmidler (LAG). Legepladsen kommer til at være en del af den nye Gateway i Blokhus Klitplantage, som bliver åbnet i foråret 2012. En Gateway er betegnelsen for et besøgs-center, hvor en lang række friluftsfaciliteter og -aktiviteter udgår. Hele området (Gatewayen) udvikles som en del af projekt Rekreative Ruter

Lokale ildsjæle er sammen med Naturstyrelsen Vendsyssel i gang med at planlægge en ny, spændende legeplads i Blokhus Klitplantage. Legepladsen støttes økonomisk fra de såkaldte landdistriktsmidler (LAG) fra Jammerbugt Kommune og kommer til at være en del af den nye Gateway i Blokhus Klitplantage, som bliver åbnet i foråret 2012.  En Gateway er betegnelsen for et besøgs-center, hvor en lang række friluftsfaciliteter og -aktiviteter udgår. Hele området (Gatewayen) udvikles som en del af projekt Rekreative Ruter

Søren O. Sørensen NST Vendsyssel og Helle Larsen, Hune modtager LAG støttebeviset fra Helle Bak Andreasen Jammerbugt Kommune. (Foto: Naturstyrelsen Vendsyssel)

Helle Larsen er ansat i Hune Bageri og en af de ildsjæle, der skal til for at projekter af denne art kan blive til noget: " Hele processen med at udvikle noget lokalt sammen med andre lokale og Naturstyrelsen Vendsyssel har bare været så godt " siger hun og fortsætter: " Det hele startede med, at vi ville tilbyde vores kunder i bageriet noget ekstra, så vi kontaktede Søren O. Sørensen fra Naturstyrelsen. Søren er naturvejleder og mindst lige så stor en ildsjæl som vi andre. Vi lavede nogle ture i skoven, hvor Søren fortalte om naturen og vi bagte brød med gæsterne. Det var en stor succes og rigtigt sjovt, og vi fik megen ros af både lokale og turister, som besøgte området "

Andre lokale tilsluttede sig hurtigt ideen om samarbejde med Naturstyrelsen om at forbedre både lokales og turisters oplevelsesmuligheder i området, og der gik ikke lang tid før den lokale cykeludlejer også var med i projektet, der efterhånden blev døbt "Projekt Gateway"

Torben Stæhr er projektleder for Gateway-projektet og fortæller: " Det er helt fantastisk at arbejde sammen med folk, der vil noget med deres lokalsamfund, og da vi jo i Naturstyrelsen arbejder med bl.a. sundhed i naturen har vi mange fælles interesser at formidle. En god og kaloriekrævende cykeltur efter at have spist et sundt og økologisk brød bagt i en naturovn, er netop den slags aktiviteter vi gerne vil støtte og formidle "

Der bliver mulighed for at parkere inde i skoven tæt ved picnicpladser, motionsstier, vandreruter og legeplads ved den nye Gateway.

Fakta

Projektet Rekreative Ruter er en stor fællesnordisk satsning, der skal styrke vandre- og cykelbaseret turisme samt øge udviklingen hos mindre erhvervsdrivende på tværs af regions- og landegrænser i Danmark, Norge og Sverige.
Projektet bygger på en vision om, at flere borgere og turister skal have del i de spændende oplevelser, der findes på eksisterende cykel- og vandreruter langs Kattegat, Skagerrak og Østersøen. Projektet vil give et kvalitetsløft til faciliteter og services langs ruterne, og det vil blive gjort nemmere at komme til og fra ruter med kollektiv trafik.

LAG Jammerbugt-Vesthimmerland er den lokale aktionsgruppe (LAG), der dækker Jammerbugt og Vesthimmerlands Kommuner. Aktionsgruppen er et lokalt partnerskab, der er sammensat af enkeltpersoner samt repræsentanter fra foreninger, organisationer, virksomheder og offentlige myndigheder, der har fast bopæl i en af de to kommuner. LAG midlernes - også kaldet landdistriktsmidlerne - primære formål er at bidrage til udvikling i områdets lokalsamfund.

Se også:

230 gæster til Sund Mad arrangement i Blokhus Klitplantage