Naturoplevelser i Vendsyssel - for hele familien...

02-04-2012

Naturen på toppen 2012 Naturen på toppen 2012

”Naturen på Toppen” er igen udkommet med et væld af oplevelser. Vi har igennem årene vist mange naturperler for vore gæster. Vore naturvejledere og guider er erfarne folk med et stort kendskab til det lokalområde, som de guider i. I år byder vi på 210 meget forskellige ture spredt over hele landsdelen”, siger naturvejleder Thomas Retsloff og fortsætter: ”I folderen er der nyheder og gamle kendinge. Der er arrangementer med aktiviteter for børnefamilier, der er ture med fortællinger om natur og kultur, og er man til motion og sundhed, er der cykelture og lange vandreture. Der er også ture for de, som ikke er helt så mobile, og der er ture om sund mad i naturen. Fællesnævner for alle ture og arrangementer, er lysten til at komme ud og dele oplevelserne i naturen sammen med andre mennesker”.

Ligesom tidligere år er nogle af turene arrangeret af Frederikshavn og Brønderslev kommuner. Blandt nogle af årets nyheder og highlights kan nævnes: Se naturen fra en mountainbike i Bangsboskoven, Geocaching og GPS-løb, Vær Robin Hood for en eftermiddag i Blokhus Klitplantage. Se Sumphullæber og Hvidgrå Draba i klitlavningerne i Tornby Klitplantage. Verdensballet ved Den tilsandede Kirke i Skagen Klitplantage. Fokus på det marine fortsætter med de populære ture til Danmarks første marine naturgenopretningsprojekt: ”Blue Reef”.

Udover at nogle af arrangementer er særligt egnede for gangbesværede og folk som bruger kørestol, så gentager vi sidste års kæmpesucces med at lave adgang til Råbjerg Mile for kørestolsbrugere.

Folderen fås på landsdelens biblioteker og turistbureauer. Den kan også ses på vores hjemmeside. www.naturstyrelsen.dk/Lokalt/Vendsyssel/