Midtjyske plantager åbne for bilkørsel i weekenden

20-08-2012

Sidste weekend i august er en række statsejede heder og plantager i midtjylland traditionen tro åbne for bilkørsel, så man kan plukke tyttebær

Tyttebær

Naturstyrelsen i Midtjylland åbner igen i år alle statsejede heder og plantager for bilkørsel den sidste weekend i august, så man kan køre ind til de områder, hvor der er mange tyttebær .

Lørdag den 25. august og søndag den 26. august vil det derfor være tilladt at køre på heder og i skove og plantager, der forvaltes af Naturstyrelsen Midtjylland, fra solopgang til solnedgang ad gruslagte skov- og markveje.

De største områder med tyttebær findes på Harrild Hede, Isenbjerg i Gludsted Plantage, Kompedal Plantage og Feldborg Søndre Plantage.

Det er ikke blot muligheden for at plukke bær, der er attraktiv. En køretur i et af de store naturområder giver også mulighed for at se mange smukke steder, man ellers sjældent vil kunne komme. Lyngen blomstrer, og måske kan man få et glimt af skovens og plantagens rovfugle, rådyr og krondyr.

Information om skove og heder findes på Naturstyrelsen, Midtjyllands hjemmeside .
Skovens personale ønsker god tur og opfordrer til hensynsfuld kørsel!
Yderligere oplysninger: Naturvejleder Torben Bøgeskov tlf. 20 13 78 90.