Alle otte kalve er afsat

19-07-2012

Otte kalve har kogræsserforeningen Kodriverne gående på den smukke eng i Egebæksvang. Det er mellem Egebæksvang Kirke og Kystbanen i Helsingør Kommune.

Kalvene slippes ud om foråret. Foto: Mogens Aarsleff Hansen
Kalvene er af kødkvægracerne Aberdeen Angus og Simmenthaler, og de otte kom ud på græsset i begyndelsen af maj og bliver sendt til slageriet i slutningen af oktober.
Det er Kodrivernes fjerde sæson, og engen hører under Naturstyrelsen Nordsjælland.

I virkeligheden er der tale om en naturpleje-projekt, og det lækre kalvekød til de ca. 40 tilknyttede, lokale familier er blot en ekstra gevinst. Det primære formål med græsningen er at pleje naturen, således at der vedvarende er en rig og varieret flora. Hvis man ikke plejer arealerne gror de til med høje græsser og stauder og til sidste træer og buske.

Alle 32 kalve-anaparter er nu afsat, men man kan blive skrevet på en venteliste.
Læs mere på foreningens hjemmeside: www.kodriverne.dk

Mange andre steder på Naturstyrelsens arealer foretages naturpleje ved græsning. I Gribskov er Ulvedalene netop nu under forvandling fra skov til græsset overdrev. Her er det heste der står for græsningen. Det har vi tidligere beskrevet her.