Svinkløv Camping får Isbryderprisen

04-06-2012

Det europæiske miljømærke Blomsten fylder 20 år, og det blev i sidste uge markeret med uddeling af priser til virksomheder, som i særlig grad har medvirket til udbredelse af Blomsten.

”Isbryder-prisen” blev delt mellem tre nordjyske campingpladser: FDM Camping Aalbæk Strand, Svinkløv Camping og Hanstholm Camping. De fik prisen for at være blandt de første campingpladser i Danmark, der blev mærket med EU Blomsten, og for gennem årene at have øget kendskabet til EU Blomsten og miljørigtig ferie.

Svinkløv Camping ejes af Naturstyrelsen og drives af forpagterparret Inge Vestergaard og Karsten Jepsen. De har travlt med at passe butikken, men havde i dagens anledning sendt deres datter og en veninde til København for at modtage prisen.

Fakta om EU Blomsten
EU Blomsten er det europæiske miljømærke. Det blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen, og Danmark har været med fra starten. EU Blomsten anvendes i hele Europa.

En lang række produkter kan mærkes med EU Blomsten. Det gælder dagligvarer som køkkenruller og shampoo, langvarige forbrugsgoder som fx computere og serviceydelser som fx hoteller.

EU Blomsten og Svanen er de to eneste miljømærker, der er officielt anerkendt i Danmark.

Når et produkt er mærket med EU Blomsten eller Svanen, er der garanti for, at produktet lever op til skrappe miljøkrav, tager hensyn til sundhed og er af god kvalitet.

Miljømærker fungerer på markedsvilkår og sigter mod både større udbud og større efterspørgsel. Det afgørende er at påvirke både produktion og forbrug i en mere miljøvenlig retning. Kravene til miljømærkede produkter går længere end miljølovgivningen og strammes hvert 3.-5. år. På den måde sikrer man, at niveauet er i top i takt med den generelle udvikling på området.