Kom og oplev anemonerne i Rydhave Skov netop nu

29-03-2012

Påskeferien står for døren. En række fridage giver muligheder for frisk luft og naturoplevelser i de danske skove og naturområder. Naturstyrelsen i Midtjylland, der forvalter omkring 19000ha midtjysk skov og natur, har et godt tip til de midtjyske naturelskere.

”Det er allerede nu muligt at plukke anemoner. Et af de steder, hvor anemonerne blomstrer nu, er Rydhave Skov mellem Holstebro og Vinderup” , siger naturvejleder Torben Bøgeskov fra Naturstyrelsen i Midtjylland.

Rydhave Skov ligger i et smukt, frodigt og kuperet område klods op ad Rydhave Slot og Rydhave Efterskole. Formentlig er der tale om Jyllands vestligst beliggende naturlige bøgeskov. Beliggenheden tæt ved Limfjorden og ovenpå en meget frodig og fugtig undergrund gør, at der her kan vokse en skov med bøg og andre løvtræer af østdanske dimensioner.

Skovbunden er blandt andet takket være to mindre vandløb, der gennemstrømmer skoven, meget fugtig og næringsholdig. Foråret og sommeren igennem vil der således være et væld af forskellige urter og planter at se for folk, der er på skovtur. I øjeblikket er det ikke kun anemoner, der blomstrer. Her ses også vorterod med sine meget gule blomster og rød hestehov med sine, nåh ja – røde blomster.

Urterne og planterne udgør et glimrende grundlag for et rigt insektliv, som så igen er forudsætningen for tilstedeværelsen af mange småfugle.

Allerede nu er gærdesmutte, bogfinke, gulspurv og forskellige mejser i fuld gang med at synge for at markere deres territorier, ligesom flagspætten ofte høres tromme på tørre, udgåede grene i de store løvtræer. Der kan dog også ses større fuglearter i Rydhave Skov. Lige nu kæmper ravne om retten til området, musvågerne har taget deres reder i besiddelse, og de store fiskehejrer flyver ofte over skoven til og fra spisestederne på de oversvømmede enge ud mod Limfjorden.

Livet i Rydhave Skov kan opleves fra et net af skovstier og skovveje, der udgår fra en p-plads ved indkørslen til Rydhave Slot. Lige nu er der dog noget vådt som følge af den meget våde vinter.

”Det er derfor en god idé at huske gummistøvler, og de skal naturligvis være grønne som symbol på det spirende forår” , siger Torben Bøgeskov, der på vegne af Naturstyrelsen ønsker god tur i skoven!