11 store juletræer fældet i Hastrup Plantage

06-11-2012

Mandag den 5. november blev 11 juletræer på 10-15 meters højde fældet i Hastrup Plantage. Flere af træerne er solgt til Viborg.

Naturstyrelsen Midtjylland er i år leverandør af en del af de juletræer, der i december skal sprede julestemning ved at pryde torve, rådhuse og sygehuse i det midtjyske.

Manddag den 5. november er 11 pænt store rødgraner med højder fra 10 til 15 meter blevet fældet i Hastrup Plantage, der ligger mellem Ejstrupholm, Brande og Thyregod. Flere af træerne skal til Viborg, hvor de bl.a. skal stå ved juletorvet, rådhuset, regionshospitalet og psykiatrisk hospital.

Senere vil en endnu større gran blive fældet i Hastrup Plantage. Den skal stå på Rådhuspladsen i Århus. Der vil også blive leveret store juletræer fra Gludsted Plantage syd for Ikast.