Tag med til økologisk høstmarked på Livø

21-08-2013

Lørdag den 31. august og søndag den 1. September kl. 10-16

Økologisk høstmarked på Livø

For mange er et årligt besøg på Livø en fast tradition. Livø har så meget spændende natur, stemning og historie at byde på, at det årligt trækker 25 - 30.000 gæster til øen. Du kan sagtens nå det endnu, inden øen går i vinterdvale. Septembers himmel er ekstra blå på Livø, og hvorfor ikke kombinere det med øens økologiske høstmarked?

Det er i år 8. år i træk, at Naturstyrelsen i samarbejde med Økologisk Landsforening åbner ladeporten på statens økologiske gård og inviterer alle interes­serede på besøg.

Selv om de fleste marker er høstet, er der faktisk stadig­væk afgrøder på Livø's marker, som ikke er færdigmodnet.  Det er de glutenfrie afgrøder som f.eks. quinoa, hestebønner og boghvede. Disse og flere til, indgår i et 4-årigt projekt, hvor det skal vise sig om dyrkning af disse mere varmekrævende afgrøder, kan lykkes i Danmark. Og allerede i år er der gjort mange erfaringer. Dette vil øens landmand, Karsten Kjær­gaard og projektleder, Karen Poulsen blandt andet fortælle om, på en af de guidede ture rundt på øen.

Quinoa

De gamle kornarter er høstet og venter lige nu på afskibning til videre forarbejdning hos Aurion i Hjørring. Til efteråret kan de findes på hylderne i Irmas butikker i form af mel, grød og müsli.

På høstmarkedet er der dog mulighed for at tyvstarte bagningen lidt med det spændende mel, med navne som fx Goldblume, Hallandsk- og Dalarhvede. Der vil være rig lejlighed til at se og smage de mange fors­kel­lige kornarter i både udstilling og i færdige produkter, og også mulighed for at købe friskkværnetmel med hjem.

Øens store Angus besætning udfører lige nu naturpleje på arealerne, men når tyrekalvene slagtes, ender de også som møre og velsmagende bøffer i Irmas køle­disk. Til høstmarkedet bliver der mulighed for at smage kødet fra Livø på Livø.

Overalt på gården vil der være forskellige aktiviteter, udstillinger og smagsprøver på øens produkter. Bl.a. kommer noget af det eneste økologiske honning i Danmark fra Livø.

Du kan også opleve demonstration af det gamle savværk, rebslagning og pileflet for både børn og voksne, figurskæring i træ, legeplads og naturlegetøj og ikke mindst de populære pandekager bagt på den store bålplade.

Træskæring på Livø

Desuden vil "Pigernes Fornøjelse" - spillekoner fra Himmerland – lægge en hyggelig musikalsk ramme rundt omkring på Avlsgården og i Bygaden.

Færgen sejler fra Rønbjerg kl. 10, 11, 12, 15, 16 og 17 og retur en halv time efter hver afgang. Se også www.miniline.dk .