Boardwalk på Møns Klint står nu klar

15-01-2013

En ny træbelagt sti skaber nye udsigtsmuligheder og bedre tilgængelighed for kørestolsbrugere.

Den nye boardwalk med smukt kig udover Møns Klint

Den 13. januar i det smukkeste vintervejr blev der holdt afleveringsreception for byggeprojektet af den nye Boardwalk på Møns Klint. Det er en træbelagt sti, der bugter sig sydpå fra GeoCenter Mønsk Klint til udsigtspunktet Freuchens Pynt.

267 meter gedigent håndværk udført af dygtige folk fra entreprenørfirmaet Preken K. Christensen A/S og PLH Arkitekter.

Nu er der endelig blevet mulighed for at folk i kørestol og rollator kan komme helt ud til klintekanten. Der er lavet lysåbninger i Klinteskoven, så man nu kan nyde udsigten mod den berømte pynt Dronningestolen. I klart vejr vil man kunne se langt udover Østersøen og ane øerne Rügen og Hiddensee i Tyskland.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem GeoCenter Møns Klint, Naturstyrelsen og Vordingborg Handicapråd samt financiering på i alt 1,3 millioner kroner fra Ludvig og Sara Elsass Fond, Jascha Fonden, Bevica Fonden, Vanførefonden, Naturstyrelsen og GeoCenter Møns Klint.

Boardwalken indvies officielt lørdag den 23. marts, den dag GeoCentret åbner dørene for sæson 2013.

Læs mere om den nye boardwalk her: http://www.moensklint.dk/geocentermoensklintdk/nyheder/boardwalk-paa-moens-klint-staar-faerdig.aspx