Gratis, Grøn Ferie – også i Himmerland

01-07-2013

Masser af nyheder i årets tilbud om ferieoplevelser i den danske natur.

Helt nye digitale rejseguider, nye skove med fri teltning, nye naturstier, nye naturcentre, nyt naturkort med mobilversion, nye foldere og nye apps. Det er nogle af nyhederne i årets ”feriekatalog” fra Miljøministeriet, der vil være tæt på at gøre miljøministeren til Danmarks rejsedronning.

I Himmerland kan man blandt andet benytte sig af frie teltningsområder, nye bålhytter og nye hundeskove. Læs mere om disse muligheder afslutningsvist.

Miljøministeriet opruster med ferieoplevelser til turisterne.

På Miljøministeriets naturarealer opruster man igen i år med nye muligheder for oplevelser i den danske natur. I forvejen er der gratis naturruter og gratis overnatning, men i år har Naturstyrelsen sat nye tiltag i gang, med endnu bedre tilbud i sommerferien. Både for danskere og turister.

Fungerende miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF)

"Der er god grund til at gøre den danske natur mere konkurrencedygtig, ikke mindst i forhold til at blive på sofaen i sommerferien. Det er godt for dem, der ikke har råd til dyre rejser i udlandet, og det er godt for vores turisterhverv, at danskere holder ferie hjemme. Og der er så mange oplevelser, der bare venter derude, som vi nu gør mere tilgængelige", siger miljøminister Pia Olsen Dyhr (SF).

Information via digitale naturguides og oversigtskort til smartphones

Naturstyrelsen udvikler digitale naturguides, så man får bedre information og bedre kan planlægge fx cykelturen. Der er omkring 20 nye guides, der dækker fx Vestskoven, Bulbjerg, Livø, Røsnæs og Randbøl Hede.

Styrelsen har i samarbejde med Vejdirektoratet og Arbejdsmarkedets Feriefond moderniseret udinaturen.dk, så der nu er bedre oversigt over friluftsfaciliteter og arrangementer over hele landet. Kortet kan nu også benyttes fra smartphones.

Gratis overnatning

Gratis overnatning har statens skove altid tilbudt, enten i shelters eller under åben himmel. Men i år udvides antallet af naturområder, hvor der også er mulighed for fri teltning med ti nye steder, så der nu kan teltes frit i 155 naturområder i landet. De nye steder omfatter blandt andet Ry, Ærø, Præstø, Stege og Fredensborg.

Flere spændende tilbud til sommerferien

Der er nyt hedecenter på Randbøl Hede, mellem Vejle og Billund. En ny 267 meter lang plankebelagt sti på Møns Klint for dårligt gående og kørestolsbrugere. Nationalpark Mols Bjerge har fået nye friluftsfaciliteter, cykelruter, løberuter, ridestier og besøgscentre for 40 millioner kroner. Nyt natur- og formidlingscenter på Harrild Hede. Handicapvenlige naturstier og trækfærge ved Grynderup Sø i Salling. Nyt traktørsted ved Esrum Sø. Røsnæs Fyr er åbnet med udstilling. Der er kommet en militær femkampbane ved Feldborg Nørreskov, en perlerække af campingmuligheder for kajaksejlere langs den østjyske kyst, shelters, særlige sundhedsspor og mountainbikeruter og meget, meget andet.

"Naturen er et fantastisk aktiv, som vi skal bruge så meget som muligt. Vi lægger os i selen for at gøre det let for alle, at komme tæt på naturen og dens mange oplevelser", siger skovrider Bendt Egede Andersen.

Naturstyrelsen Himmerland byder også ind med nye aktiviteter til sommerferien

Ved Juelstrup Sø beliggende tæt ved Støvring, er der blandt andet kommet en ny løberute, oprettet et madpakkehus, toiletter, borde, bålplads og grillriste. Så det er oplagt at overraske familien med en picknick i ferien.

Juelstrup hundeskov - Himmelhunden

Endvidere er der oprettet en ny hundeskov med ”Danmarks største hund - Himmelhunden”, som er en beplantning, der kan ses fra luften. Alt dette er blevet til i et tæt samarbejde med Rebild Kommune, lokale foreninger, skoler og ildsjæle. Læs mere her

I Søttrup og Jenle Plantager ved Aars er der mulighed for at slå sit telt op og overnatte gratis i naturen. Der er opført en ny bålhytte og der er to vandreruter rundt i skoven med 16 informationssteder med opgaver, familielege, motionsøvelser, ”træbingo”, og leg med lommelygter og reflekser i nattens mulm og mørke. Endvidere er der mulighed for at prøve orienteringsløb, med 30 faste poster, efter kort eller med GPS. Projektet er et samarbejdsprojekt der er indgået mellem Sparekassen Himmerland, Vesthimmerlands Kommune, Naturekspeditonen.dk, St. Bindrup Orienteringsklub og Naturstyrelsen Himmerland.

Jenle Plantage. Bålhus

Du kan finde de mange tilbud på "Ud i naturen" her eller på Naturstyrelsens hjemmeside her .

Yderligere oplysninger: Skovrider Bendt Egede Andersen, tlf.: 72 54 39 97 e-mail: