Spis Midtjylland i efterårsferien

09-10-2013

Der er masser af råvarer til madlavningen i den midtjyske natur. Men der er også andre aktivitetsmuligheder i det midtjyske i løbet af skolernes efterårsferie

Efterårsferien er et godt tidspunkt at tage ud i naturen og se bladene stå i flammer. Men man kan mere end blot at nyde synet. For der er masser af godbidder tilbage i den midtjyske natur, inden vinteren kommer: bær, svampe, æbler og nødder, og i statens skove og naturarealer kan man bare kaste sig over det.

Lige nu er brombærrene modne. Brombær finder man i flere midtjyske skove, hvor der er lysåbne områder eller sydvendte skovbryn. Især Det Store Vandskel med Gudenåens- og Skjernåens Kilder er der en del brombærkrat. Flere af de gamle hedeplantager som Palsgård, Nørlund, Gludsted, Kompedal og Feldborg er udsøgte mål for svampesamlere. Lige nu er det specielt rørhatte som Karl Johan og brunstokket rørhat, man skal være på udkig efter, men sine steder er der kantareller og pigsvampe. På hedearealerne synger det på sidste vers med hyben, sortbær og mosebølle, men man kan stadig være heldig at finde de sidste saftige bær. I nyere skove som Ikast Byskov nord for Isenvad er der gode muligheder for at samle slåen, der ligesom pors fra hedemoserne er gode til kryddersnaps. Sine steder er der stadig hasselnødder at finde

På statens arealer er der fri adgang til at samle, så længe det er til eget privat forbrug. Ønsker man at indsamle til erhvervsformål eller videresalg skal man have en tilladelse fra Naturstyrelsen. I private skove er der også mulighed for at samle frugter, bær og svampe, men det skal ske fra vejen eller sti. Man må ikke gå på jagt inde i bevoksningerne.

www.naturstyrelsen.dk kan man finde beskrivelser af en lang række af de fødevarer, der er lige til at hente i naturen lige nu. Der er også omtale af de mange aktiviteter, som Naturstyrelsen arrangerer i løbet af skolernes efterårsferie.

Vil du helst spise naturen med øjnene, så inviterer Naturstyrelsen Midtjylland hele efterårsferien igennem børnefamilier på skattejagt ved Tinkerdal Besøgssted i Feldborg Nørreskov mellem Viborg og Holstebro. Skattekortet findes på http://www.naturstyrelsen.dk/Lokalt/Midtjylland/Nyheder_fra_Midtjylland/skattejagt.htm

Torsdag den 17. oktober kan man også komme på gratis køreture med den traktortrukne vogn, Hugormen, fra Naturcenter Harrild Hede og ud over heden. Turene starter kl. 9, 11, 13 og 15, og der kan være 28 personer med ad gangen. Før eller efter turen er der mulighed for at benytte skovlegepladsen, motionsbanen sundhedssporet eller hundeskoven, der alle ligger nær naturcenteret.

Arrangementer og naturfaciliteter i hele landet kan også findes på www.udinaturen.dk

Naturstyrelsen har udgivet en folder, der klart fortæller, hvor man må færdes i naturen: http://www.naturstyrelsen.dk/Udgivelser/Foldere/Vejledning/Naturen_maa_gerne.htm