Naturoplevelser i påsken

08-04-2014

I år falder påsken midt i april, og det er præcis når foråret rigtigt slår igennem. Vejret er mildt og det er behageligt at opholde sig ude. Enkelte planter blomstrer og de tidligste træer og buske er begyndt at springe ud. Dagen starter med fuglesang klokken 5, og solen går først ned efter aftensmaden. Der er både anledning og tid til at tage på opdagelse i naturen.

Hvid anemone

Påsken fridage kan fint bruges til besøg i naturen. Her et par forslag fra Naturstyrelsen Fyn:

Er du til fugle, skal du ud med kikkerten. Gransangeren kom retur fra Afrika sidst i marts og nu kan du høre dens ”Tjif-tjaf-tjif-tjaf” fra løvtræerne fx i Sollerup Skov. Bogfinken har også været i gang med sit ”Det-det det-det-ka´-je´-si’-li’-så-tit-det-ska-vær’” i en god måneds tid. Nye sangfugle kommer til i den kommende tid. De store træer har ikke fået blade endnu, så du kan stadig få øje på fuglene, hvi s du kigger efter. Det er nyttigt at se, hvilke fugle, der siger hvad. Så har du styr på ”sangkoret”, når bladene folder sig ud og lukker for udsigten.

Er du mere til lystfiskeri, er det også en god årstid. Vandtemperaturen stiger, og så bliver fx torsk og havørred mere aktive. Der er mange gode steder at fiske. Det kan anbefales at forøge sig ved Fyns Hoved, på sydspidsen af Langeland eller på vestsiden af Helnæs ved Bobakkerne. Er du mellem 18 og 65 skal du huske at købe fisketegn.

 Hvis du holder af blomster er der meget at glæde sig over. Bittesmå vårgæslingeblomster og flipkraver blomstrer hvidt i kanten af markveje og gårdspladser.  Mirabellerne står som snehvide fontæner i levende hegn og skovbryn. Inde i løvskovene er der endnu hvide anemoner. Pilenes ”gæslinger” synger på sidste vers, og flere træer og buske er tæt på at springe ud. I Naturstyrelsens skove må du gerne klippe eller skære et par kviste af løvtræer, der er mere end 10 meter høje.  Når du sætter dem i en vase hjemme i din lune stue, kommer der gang i processerne, og du kan følge udspringet time for time.

Endelig kan du jo også besøge de vilde heste på det sydligste Langeland. Her er årets første føl netop kommet til verden. Se: https://da-dk.facebook.com/DeVildeHestePaSydlangeland

Tag børnene og madkurven med og nyd påsken under åben himmel.

God påske!