Brandvagttårnet i Lille Vildmose trækker publikum til

22-12-2014

Flotte besøgstal i tårnet

Brandvagttårnet i Lille Vildmose

Den 26. maj i år blev Brandvagttårnet på hjørnet af Hegnsvej og Ny Høstemarkvej i Lille Vildmose indviet. Tårnet er i udformning tilnærmet det oprindelige brandvagttårn, som under den intensive tørvegravning blev anvendt til at holde øje med eventuelle brande i mosen. Det nuværende tårn har mere plads til publikum.

Siden indvielsen i maj har mere end 23.000 besøgt Brandvagttårnet for at få del i den fantastiske udsigt ud over den centrale del af Lille Vildmose og i Lille Vildmoses natur og kulturhistorie. Især henover sommerferien steg antallet af besøgende markant og den 1. september havde ikke færre end 14.500 personer taget turen op af vindeltrappen til tårnets top for et kig udover mosens vidder og måske et glimt af kongeørnen.