Kongens jagtmarker bejler til verdensarv

22-01-2014

Kulturminister Marianne Jelved ansøger nu på Danmarks vegne om at få bl.a. Christian 5. jagtmarker i Nordsjælland med på Unescos prestigefyldte liste over verdens unikke kulturarv.

Kulturminister Marianne Jelved ansøger nu på Danmarks vegne om at få bl.a. Christian 5. jagtmarker i Nordsjælland med på Unescos prestigefyldte liste over verdens unikke kulturarv.
Akvarel af Johan Jacob Bruun. Motiv Parforcejagt

Akvarel af Parfocejagtscene, malet af Johan Jacob Bruun. Foto: Anders Hoby

Imponerende jagtskuespil
Danmark søger om at få optaget Christian 5.s jagtlandskaber fra slutningen af 1600-tallet, der ligger spredt ud over området i Gribskov, Store Dyrehave og Jægersborg Hegn og Dyrehave på Unescos liste over Verdens Kulturarv.
Det var under et besøg hos den franske solkonge Ludvig 14., at Christian 5. blev introduceret til den såkaldte parforcejagt, hvor jægere til hest og med hunde jager vildtet, til det ikke kan mere, hvorefter den enevældige hersker stiger af hesten og dræber dyret.
Solkongens parforcejagt var et imponerende skuespil med hundredvis af brogede, glammende hunde og jagtpersonale i farvestrålende uniformer, og da den danske konge vendte hjem, indrettede han et komplet landskab til parforcejagt efter fransk mønster.
De konstruerede landskaber med jagtveje udlagt i stjernemønster i et kvadratisk net er et vidnesbyrd om udvekslingen af barokke værdier inden for landskabsudformning i Europa i det 17. og 18. århundrede. Tanken bag den gennemorganiserede skov var både at forbedre landskabets funktion i forhold til jagt og symbolisere den enevældige konge og hans magt til at kontrollere naturen.
"Parforcejagtsystemet er et utrolig spændende kulturlandskab. Det virker så ødselt og flamboyant – man fristes næsten til at sige udansk – at indrette et helt landskab efter kongens jagt. Men samtidig er det også grundstenen til nogle af de ting, vi betragter som meget danske: en rationel udnyttelse af landskabet og en velorganiseret stat. Det er en god og tankevækkende historie med masser af internationalt perspektiv, som vi håber, vil få anerkendelse på Verdensarvslisten," siger kulturminister Marianne Jelved, som også søger om at få Christiansfeld, optaget på listen.

Stjernen i Store Dyrehave. Foto: Anne Johannisson
Stjernen i Store Dyrehave er centrum i Skovens Parforcejagtsystem

Svar i 2015
Ansøgningen er udarbejdet i et samarbejde mellem Dansk jagt og Skovbrugsmuseum, Naturstyrelsen og Kulturstyrelsen, der står for udvælgelsen af danske kandidater til verdensarvslisten. Foruden de to nævnte ansøgninger til Unesco er en tredje på vej. Det er en såkaldt transnational ansøgning, hvor Danmark deltager med trelleborgene og Jelling. Rigsfællesskabet har lige nu fire steder på verdensarvslisten: Monumenterne i Jelling, Roskilde Domkirke, Kronborg Slot og Ilulissat Isfjord.
Om det lykkes for Danmark at få de nye steder optaget på Unesco-listen, ved vi i slutningen af 2015.
"Danmark har ud over de nævnte desuden ansøgninger om at få Stevns Klint og Vadehavet med på Unescos verdensarvsliste.