Hundeskov i Aalbæk Klitplantage

11-07-2014

Stort hegnet område, hvor din hund må løbe frit

Naturstyrelsen har etableret en hegnet hundeskov i den nordlige del af Ålbæk Klitplantage. Det er muligt at komme ind i hegnet fra Gårdbovej - både fra parkeringspladsen på Engvej (ved Skovsøen) og ved den første grusvej på højre hånd i plantagen, hvis man kommer til fods fra Ålbæk.

   Hundehegn

”Det er vores erfaring, at folk er rigtig glade for en hundeskov, hvor hunden kan luftes uden snor, hvis den er under kontrol. Samtidig er det er en god måde at undgå løse hunde, der generer vildtet og andre besøgende, i den øvrige del af plantagen”, udtaler Helene Overby, der arbejder med planlægning af faciliteter til publikum hos Naturstyrelsen Vendsyssel.

 Naturstyrelsen har i mange år haft planer om en hundeskov i Ålbæk Klitplantage, da der har været mange henvendelser fra lokale, der har ønsket en hundeskov. For at efterkomme behovet var der midlertidigt sat en klaplåge i et lille kulturhegn ud mod Gårdbovej. Det hegn vil stadig kunne benyttes.

I år blev det så planlagt, hvor den rigtige hundeskov skulle placeres og der var penge på budgettet. Der er etableret et større hegn med 3 låger, så man enten kan gå rundt i hundeskoven eller bruge den som den første del af en længere gåtur, hvor hunden kan rende noget krudt af sig inden den skal i snor. Arealet er ca. 4½ ha. og det svarer til den hundeskov vi har i Tversted Klitplantage, som folk er meget glade for.

Lige nu er der kun en gennemgående grusvej på arealet. Trampestier bliver dog hurtigt tydelige der, hvor færdslen er mest intens. I den nordlige del af hegnet er der en lille åben plads. Her er der en vandpost, der vil være åben i sommerhalvåret. Brugerne er velkomne til at opsætte en drikkeskål til hundene, hvis de ønsker. Der vil snarest blive sat et par bænke op på pladsen og der vil også blive skiltet til hundeskoven ude fra Gårdbovej.

Hundeskove på Naturstyrelsens arealer ses hjemmesiden: www.udinaturen.dk  

Med venlig hilsen

Naturstyrelsen, Vendsyssel

Sct. Laurentii Vej 148, 9990 Skagen

Yderligere oplysninger:

Helene Overby, tlf. 21 61 83 05