Open Water I Esrum Sø

04-07-2014

Frisk vind og bølger var ikke en hindring da omkring 100 svømmere gik i vandet for at indvie den nye svømmebane i Esrum Sø den 2. juli.

Trods god sidevind var der fart over feltet. Foto: Ole Andersen

Efter en kort velkomst ved skovrider Jens Bjerregaard Christensen og Per Frost Henriksen, fmd. Fritids- og Idrætsudvalget i Fredensborg Kommune, styrede Fredensborg Atletik Klub slagets gang fra land, mens Nordkystens Livredningstjeneste stod for sikkerheden til vands. Det så ret sjovt ud, da de mange badehætter i pangfarver gjorde sig klar til start i vandet, for derefter at piske af sted som en farverig fiskestime.

paratSvømmere parat til start. Foto: Gang i Fredensborg

Der blev afviklet to heat, et for de hurtige som alle svømmede hele banen frem og tilbage,i alt 2 km, og et for andre motionister som selv kunne bestemme, hvor langt de ville svømme.

Søskendeparret Asbjørn og Tone Laksáfoss Sparre var klart de hurtigste til at forcere den lange distance. Til trods for de strabadserende forhold med vind og bølger, klarede Asbjørn turen på 27 minutter og 18 sekunder! Storesøster Tone kom lige bagefter med tiden 29.09! De to var i en klasse for sig - der var god margin til de næste, der kom i land. Men så har de også svømmet det meste af deres liv, fortalte deres far Claus Sparre, som i dagens anledning var bådfører på den ene beredskabsbåd, som Sejlklubben Esrum Sø stillede til rådighed.

VinderparAsbjørn og Tone kom ind som nr. 1 og 2. Foto: Gang i Fredensborg

Svømmebanen på 1000 meter er lagt ud af Naturstyrelsen og starter ved den kommunale badebro i Fredensborg Havn, hvor der også er offentlige toiletter under sejlklubbens lokaler, tværs over vejen fra badebroen.

Banen, som er markeret med en nummereret bøje for hver 100 m, gør det nemmere at orientere sig i vandet for den som svømmer og øger samtidig sikkerheden både for svømmere og sejladsaktiviteter. En open water svømmer kan være svær at se for sejlende, især for roerne, som kigger bagud, når de ror frem. Med den nye svømmebane samles svømmeaktiviteten primært ét sted og markerer, at i dette område skal alle der ror og sejler være ekstra opmærksomme på svømmere.

Men det er også afgørende, at dem der svømmer, tager egen sikkerhed og synlighed alvorligt. En nem måde at øge synligheden på, er ved at bruge en pangfarvet badehætte. Derfor blev der til indvielsen uddelt gule, røde og orange badehætter til alle deltagere.

Ud over at understøtte de personer og de foreninger der i forvejen dyrker svømning og triatlon, håber Gang i Fredensborg at den nye svømmebane vil gøre Open Water svømning mere tilgængelig for almindelige motionister, fordi man hele tiden kan se, hvor man er, og hvor langt man har svømmet. Der er jo ingen, der siger, at man skal svømme hele banen frem og tilbage fra dag et, man kan vælge at vende ved 100 meter bøjen og langsomt træne sig op til hele turen på 2 km retur. Og i modsætning til en svømmehal er der åbent 24/7 i hele sommerhalvåret og det koster ikke noget at hoppe i fra badebroen. God fornøjelse!