De vilde blomsters dag 2014 på Møn

05-06-2014

Tag ud og se på vilde planter søndag den 15. juni. Denne dag afholder Dansk Botanisk Forening De Vilde Blomsters Dag for 28. gang i træk med mange ture over hele landet. Turene giver mulighed for gode botaniske oplevelser på nogle af landets bedste botaniske lokaliteter.


Netop nu er blomstringen for mange vilde planter på deres højeste, og skove, overdrev, enge og vejkanter er et sandt orgie i alle regnbuens farver.

Botanisk tur på Høje Møn

På den sydlige del at Høje Møn er der opstået et unikt kalkoverdrev med en helt fantastisk flora. Den tidligere opdyrkede mark har nu i ca. 20 år ligget brak, og arealet har i den periode udviklet sig til et righoldigt overdrev med bl.a. orkidéer.

I 2013 blev området fredet efter initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening i Vordingborg og Vordingborg Kommune. Naturstyrelsen er nu ejer af arealet og skal fremover stå for den nænsomme pleje af de ca. 28 ha. kalkoverdrev ved Hundevængsgård.

Området kan i sandhed måle sig med de mere kendte overdrev på Høje Møn, Jydelejet og Høvblege. Du vil blive helt overvældet af synet af de tusindvis af orkidéer. Og der er flere andre botaniske seværdigheder og gode historier !

Lyder det spændende? Så er De vilde Blomsters Dag lige noget for dig !

Fakta

Tid: Søndag d. 15. juni 2014 start kl. 13.30 og slut ca. kl.16.30

Mødested: P-pladsen ved Møns Fyr, Fyrvej, 4791 Borre.

Arrangører: Naturstyrelsen Storstrøm, Græsningsforeningen Høje Møn, Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling i Vordingborg og Vordingborg Kommune.

Guider: Ebbe Møller Olesen, Elise Hvelplund, Martin Vestergaard og HC Gravesen
Medbring: Gode gå-sko, samt kaffe og kage til en lille pause undervejs.

Turen er gratis