”Kommandøren og Kaskelotten” en cykeloplevelse på Rømø

23-06-2014

Det lyder som en gammel fiskerhistorie men er i virkeligheden navnet på en 29 km lang cykelrute på Rømø, som for nyligt er blevet indlemmet i listen over de 25 panoramaruter der ligger i forbindelse med den danske vestkyst.

Cyklen er ikke det eneste transportmiddel man finder på Sønder Strand på Rømø

En Panoramarute er en kvalitetscykelrute, hvor man på strækningen har mulighed for både overnatning, bespisning og naturligvis gode oplevelser.

Ruten på Rømø kan eventuel startes fra den sydlige del i Havneby, hvorfra man kan følge ruten nordpå. I Havneby kan havnen opleves, som blev grundlagt 1964, og hvorfra der i dag er færgesejlads til den tyske ø Sylt. Dernæst kommer man på ruten til øens gamle redningsstation fra 1887, hvor tårnet i sin tid fungerede som observationspost for nødstedte skibe.

I kort afstand til redningsstationen ligger Sct. Clemens Kirken også kaldet Rømø Kirke fra omkring år 1200. På kirkebænkene kan man se navneskilte som man tidligere kunne købe sig plads til. Blandt andre er A.P. Møllers familie på en af de forreste bænke.

Længere nordpå møder man Naturcenter Tønnisgård, hvor der kan hentes inspiration til mange flere naturoplevelser og samtidig kan man blive klogere ved at se naturudstillingen.

Herfra skal der cykles et pænt stykke nordpå før Nationalmuseets Kommandørgården dukker op. Et af oplevelserne her, er et hvalskelet fra et af de hvaler der strandende på øen i 1996 og 1997.

Trænger du derefter til et åndeligt hvil, kan Høstbjerg som næste seværdighed anbefales. Den flotte udsigt ud over den nordlige del af Rømø kan nydes i fulde drag.

Ved nu at følge ruten vestpå mod Lakolk, passeres sommerhusområdet der blev anlagt i 1970 erne. Denne strækning er en af rutens smukkeste, hvor et storslået strandengområde kan opleves.

Over Lakolk, hvor følelsen af at være alene med naturen afløses af liv og glade dage med mange muligheder for proviantering, går turen videre af Småfolksvej, hvor der cykles langs Rømøs klitheder. Et stop på denne del af ruten kunne være Spidsbjerg, hvor der fra toppen kan nydes endnu en dejlig udsigt ud over klithederne.

En flot afslutning på turen bliver Sønderstrand med dens store åbne vidder, hvor man velfortjent kan afslutte dagens cykeltur med en is eller andet lækkert.

Faktaark

Du kan her downloade ruten som pdf