Spis din lokale natur i Vendsyssel

09-10-2014

Alle er velkommen til bords i naturen, og i efteråret er menuen fyldt med sunde og gratis tilbud.

Svampe, æbler, bær, nødder, løg og urter. Det er noget af det, der er på menuen ude i naturen, når bladene står i efterårets farver. Naturens spisekammer er fyldt, og man er velkommen til bords.

Spis din lokale natur i Vendsyssel

Mange svampe kan spises. Tag med på tur og se hvilke! (Foto: Thorben Stæhr)

Miljøministeriets skove er her i efteråret klar til at tage imod alle – ikke mindst i efterårsferien, hvor man kan både kan nyde naturen, og smage på den, inden vinteren dækker det hele til.


- Et af mine mål som minister er at få flere danskere ud i vores fantastiske natur. For eksempel bør
flere prøve naturens spisekammer, der jo står gratis til rådighed til privat brug. Vores skove og spændende naturområder er en vigtig del af vores fællesskab, og naturen i sig selv er i det hele taget værd at værne om. Derfor vil jeg i den kommende Naturplan Danmark lægge op til, at vi får mere natur og mere mangfoldighed i den danske natur, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Naturstyrelsen har mange arrangementer i efteråret. Både med spise-aktiviteter og mange andre ting.

Naturstyrelsen i Vendsyssel kan blandt andet tilbyde:

Tirsdag den 14.oktober – Kl. 13:30 til ca. 15:30
Blokhus Klitplantage: Cafe Kringletur på cykel
Det er efterår, vi cykler ind i skoven. En tur med mange emner om dyrelivet og naturen. Skovsøen er ganske speciel og her er der ro og fiskenet, som vi gør brug af. Turen slutter i Cafe Kringlen hos Hune Bageren, hvor der er en gratis bolle til børnene og kaffe til de voksne.
Bemærk: Cykler udlejes af Hune-Blokhus Cykeludlejning. Tlf. nr. 25 78 86 20
Mødested: P-pladsen på Ålborgvej ved siden af Blokhus Camping.
Turleder: Naturvejleder Søren O. Sørensen
Arrangører: Naturstyrelsen, Hune Bageren og Hune-Blokhus Cykeludlejning.

Onsdag den 15. oktober – kl. 13 til 16
Blokhus Klitplantage: Kartoffelferie og familieaktivitetsdag
Det var efterårsferie i gamle dage, og børnene holdt fri fra skole. De var nødt til at arbejde i kartoffelmarken, da vinterføden skulle i hus. Kartofler er en fantastisk spise, derfor skal der laves bagte kartofler i den store bageovn på pladsen. Det er efterår og vi skal have noget at varme os på, så der laves også smagsprøver på bl.a. kartoffelsuppe. Prøv også at lave dine egne kartoffelchips. Vi skal bl.a. også prøve at skyde med kartoffelbøsse.
Mødested: P-pladsen ved Gateway Blokhus - se Naturstyrelsens flag
Turleder: Naturvejleder Søren O. Sørensen
Arrangører: Naturstyrelsen og Hune Bageren

Onsdag den 15. oktober - kl. 10 til 16
Mosbjerg: Kartoffelferie og familieaktivitetsdag
I efterårsferien i gamle dage holdt børnene fri fra skole. De var nødt til at arbejde i kartoffelmarken, da vinterføden skulle i hus. Kom voksne som børn og prøv selv at deltage i kartoffelhøsten. Ved Landbrugsmuseet, kan børnene prøve at skyde med kartoffelbøsse og lave kartoffeltryk. Kl. 11 og 14 er der ture i det landskab, hvor mennesker har efterladt sig spor de sidste 6000 år.
Mødested: Landskabs- og landbrugsmuseet i Mosbjerg, Jerupvej 613 (mellem Mosbjerg og Vogn).
Turledere: Naturvejlederne Villy K. Hansen og skovarbejder Mikael Olesen
i samarbejde med Husmandslauget og Vendsyssel Historiske Museum.
Arrangør: Naturstyrelsen, Vendsyssel

Torsdag den 16. oktober kl. 11 til 14
Svampetur og svampesuppe
Efterårsferien byder på mange oplevelsesmuligheder i naturen. Efteråret er også svampetid. Tag ungerne med og lær lidt om de ”underlige” vækster. Vi tilbereder lidt svampesuppe efter turen.
Bemærk: Praktisk beklædning, svampekurv
Mødested: Gateway Blokhus, P-pladsen på Aalborgvej, 9492 Blokhus
Turleder: Skovløber Flemming Henriksen m.fl.
Arrangør: Naturstyrelsen Vendsyssel


Yderligere oplysninger:

Skovfoged Thomas Retsloff (mobil. 21618331)

Arrangementer og faciliteter i hele landet: www.udinaturen.dk

Naturstyrelsens efterårsside: http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturen-netop-nu/efteraar/