Ulveflok fotograferet på Harrild Hede

24-09-2014

En hel ulveflok er fotograferet på Harrild Hede i Midtjylland - og der er tale om en ganske særlig flok ulve!

FCM1

Gennem de sidste par år er der jævnligt blevet publiceret fotos af ulve eller ulvelignende dyr. Nu er en hel flok ulve imidlertid blevet foreviget på Harrild Hede.

Det er ganske vist tale om en helt særlig flok ulve, nemlig fodboldspillerne i FC Midtjyllands superligatrup.

Traditionelt bliver der ved starten af den nye fodboldsæson taget et officielt holdbillede på MCH Arena i Herning. I år skulle det være anderledes, og når man nu går under navne som Ulvene og Hedens Hold, har lyngfarvede klubtrøjer, og klubbens fans producerer tifoer som Opvokset af hedens muld, så er det jo oplagt at bruge Harrild Hede som en helt særlig kulisse.

Den specielle fotosession fandt sted på Harrild Hede umiddelbart nord for Naturcenter Harrild Hede. Det officielle holdfoto vil i løbet af sæsonen blive anvendt af FC Midtjylland til PR og marketingformål. FC Midtjylland er således indirekte med til at reklamere for Naturstyrelsens arealer på Harrild Hede

På FC Midtjyllands hjemmeside kan du læse mere om ulvenes indtog på Harrild Hede og se en video fra opholdet på deres rigtige "hjemmebane": Ulvene indtog Harrild Hede

FCM2