Video af bisonflokken - hvor mange kalve får de mon i 2015?

24-04-2015

De europæiske bisoner i Almindinger nyder det nye, friske, grønne græs, som nu for alvor er kommet i vækst i forårsvarmen. Se video af dyrene fra 23. april. De har det godt. Hvor mange kalve får de mon i 2015?

Bisonflokken nyder det nye friske, grønne græs

Efter vinterens grove kost af visne planter og grene, nyder de 13 bisonen nu det friske, nye græs. Dyrene vandrer roligt omkring i skoven og græsser både i lysninger og mellem træerne. Biolog Dorte Bugge Jensen fra Naturstyrelsen optog denne lille video af bisonflokken i Almindingen 23. april, 2015.

Vi er spændt på, hvor mange kalve, der bliver født i år. Sidste år fødte de seks bisonkøer fem kalve, og da der i gennemsnit går knap to år mellem fødslerne, tror vi mest på, at det blot bliver til én kalv i år. Men man ved aldrig...