Podning af æbletræer til gavn for naturen

16-04-2015

Jobbet som vildtkonsulent hos Naturstyrelsen er i sandhed diverst. For eksempel kan man en fredag formiddag finde Ivar Høst, vildtkonsulent hos Natrurstyrelsen Himmerland, travlt optaget af at pode æbletræer.

Lugten af smeltet podevoks breder sig på planteskolen i Vedstedskovhus. På bordet sammen med gryden er der lagt foldeknive, pensler, podeelastikker og sedler til at angive æblesorten. I det ene hjørne står en stor brun pakke fra en planteskole fyldt med små vildæbletræer. Og rundt omkring ligger store sække fyldt med grene fra forskellige æblesorter, som Ivar Høst har indsamlet fra venner og bekendte. Her er blandt andet Belle De Boskoop og Elstar fra skovriderens have, Filippa og Summerred fra Naturstyrelsen Kronjylland, og en sæk med grene fra Ivars svigermors have. ”Hun kendte ikke navnet på sorten, men de smager godt!” fortæller Ivar Høst. ”Jeg tror bare, at vi kalder dem ”Svigermors æbler”!”.

Podegrej.JPG

En helt særlig pose har Ivar fået af Arne Ryge Petersen, tidligere ansat hos Århus Amt. I Amtets tid indsamlede man grene fra forskellige æbletræer med en spændende historie og satte i en allé ved Amtsgården. Det er disse træer, som Ivar nu har fået grene fra.

 æblegrene.JPG

”Det er ikke så svært at lave sine egne frugttræer, vha. podning på vildæble træer.” siger Ivar Høst. ”Vildæbler vokser hurtigere end de kultiverede æbletræer, som man har i haverne. Det kan være besværligt for en haveejer med et hurtigt voksende træ, da det nemt tager magten fra en, hvis man ikke er meget flittig til at beskære. Men ude i naturen gør det ikke så meget, at træerne hurtigt bliver store. Vildæbletræerne er desuden mere robuste, og det er en stor fordel, hvis man vil plante dem som levende hegn i naturen.”

Detperfektepodesnit.JPG 

Vildtvenlige æbletræer

Æbletræerne kommer til at indgå i Vildtdemonstrationsprojekt Aars Skov, som har til formål at demonstrere vildvenlig land- og skovbrugsdrift.

”I vore dage er landbruget enormt effektivt, og maskinerne, der pløjer og sår på markerne, er store. Der kan rundt omkring på de store marker forekomme hjørner og kiler, som kan være for besværlige for landmanden at pløje op, da det er svært at få de store maskiner manøvreret derhen. Jeg kunne godt tænke mig at inspirere landmændene til at opgive disse små arealer til gavn for vildtet og naturen, f.eks. ved at plante vildæbletræer podet som vil gør nu.” fortæller Ivar Høst.
”Sådanne små beplantninger i agerlandet er oaser for vildtet, men også for andre arter. Her kan de søge ly og gemme sig for rovdyr. De kan bygge reder og finde føde. Frugttræer har mange blomster, som bierne elsker, og hvepse og sommerfugle er glade for de rådnende frugter. Alle disse insekter tiltrækker fugle. Og så er det jo også dejligt for os mennesker, hvis man i de levende hegn kan plukke æbler, som smager godt, når man er ude og gå tur! Således kan disse levende hegn være til glæde og gavn for både dyr og mennesker.”

Derarbejdes.JPG

I første omgang bliver de podede æbletræer plantet i en ”børnehave” ved Vedsted Skovhus. Næste år bliver de plantet ud på demonstrationsarealet ved Aars Skov. Og om føje år vil Aars by have glæde af en bynær skov, hvor man frit kan gå på æblerov.   

Læs mere om Aars skov, og se et kort over området, i den digitale guide på Naturstyrelsens hjemmeside

Læs mere om vildtdemonstrationsprojektet på Naturstyrelsens hjemmeside

Læs mere om Vedstedskovhus og de andre naturbaser i Rold Skov på Naturstyrelsens hjemmeside

 

Vedstedskovhus.JPG