Har vi krybskytter?

14-08-2015

Flere faktorer peger på muligt krybskytteri i Thy

I de seneste par uger er der et par steder i Thy hørt skud efter solnedgang. Det kan der være en naturlig forklaring på, selv om det er uden for jagtsæsonen. Der er nemlig enkelte grundejere, som har fået tilladelse til at bortskræmme og regulere krondyrkalve for at begrænse de markskader, som store rudler af krondyr kan forårsage i ikke-høstede afgrøder.

Men der er i området ved Østerild plantage og Klitvejen hørt skud og observeret biler på lukkede skovveje, hvilket altid vækker bekymring. Det, der får Vildtkonsulent, Tommy N Hansen, Naturstyrelsen Thy til at opfordre folk i området til at være ekstra opmærksomme er dog, at der i denne uge er fundet en død kronhjort ved en sø i den østlige del af Østerild plantage. Selv om nedbrydning går meget stærkt på denne årstid kan visse indikationer tyde på, at den har et skudhul i maveregionen. Hjorten var en stærk ung 14-ender (14 takker på geviret), som netop var færdig med at feje sit gevir. Andre faktorer der underbygger mistanken om eventuelt krybskytteri, er blandt andet, at der ikke er meldinger om påkørsler i området, samt at det ikke må anses for sandsynligt, at hjorten er stanget af en anden hjort, da brunstkampene endnu ikke startet.

Naturstyrelsen har været i kontakt med politiet, som vil holde ekstra øje med området. Samtidig opfordres jægere og andre naturfolk, der færdes ude i området, til at holder øjne og øre åbne.

Krybskytteri er en alvorlig lovovertrædelse, der ofte både medfører dyreplageri og skud, der kan være til fare for mennesker, da der ofte skydes under uhensigtsmæssige betingelser.