Tyttebærweekend

24-08-2015

Naturstyrelsen Midtjylland åbner en række skove og plantager for bilkørsel i weekenden 29. og 30. august, så man kan køre ind og plukke tyttebær.

undefined 

Slutningen af august er højsæson for tyttebærplukning.

Naturstyrelsen Midtjylland åbner derfor som vanligt en række større, statsejede heder og plantager for bilkørsel den sidste weekend i august, så man kan køre ind til områder med tyttebær.

Lørdag den 29. august og søndag den 30. august vil det derfor være tilladt at køre fra solopgang til solnedgang ad grusveje i Feldborg Nørreskov, Feldborg Sønderskov, Kompedal Plantage, Gludsted Plantage samt Nørlund Plantage med Harrild Hede. Det er dog ikke tilladt at køre i Nørlund Plantage og på Harrild Hede om lørdagen, da der afholdes et større løbsarrangement.

De største områder med tyttebær findes på hederne i Nørlund Plantage, Kompedal Plantage og Feldborg Sønderskov samt Isenbjerg i Gludsted Plantage.

Det er ikke blot muligheden for et plukke bær, der er attraktiv. Lyngen blomstrer og måske  kan man få et glimt af områdernes rovfugle, rådyr og krondyr.

En køretur i de store naturområder giver også mulighed for at se mange smukke steder, hvor der sjældent kommer folk, fordi det ikke er tilladt at køre dertil i bil. 

Samtidigt er det også en oplagt mulighed for, at folk, der ikke er så let til bens, kan komme ud i skoven eller på heden og få oplevelser, de ellers ikke har mulighed for.