Rekordstort antal ynglende havørreder i Kovads Bæk

11-01-2016

Da geolog Kirstine Skov Nielsen og skovfoged Ole Hyttel fra Naturstyrelsen Himmerland i midten af december kom forbi Kovads Bæk i Rold Skov, mødte der dem et fantastisk syn: Bækken var helt levende af havørreder, som var gået op for at gyde.

undefined
Kovads Bæk. Foto:Kirstine Skov Nielsen.

”Jeg har før set gydende havørreder, men det her syn overgår alt!” udtaler Ole Hyttel. ”Jeg har aldrig set så mange havørreder på én gang!”.

Kiggede man op ad bækken var der skumsprøjt fra flere steder, hvor havørrederne tydeligt lå og arbejde med gydegruset. Deres rygfinner strittede op af vandet, og der lød høje plaskelyde fra deres ihærdige bevægelser.

Kovads Bæk er det fælles afløb for et stort antal kilder i Stendalen for foden af Rebild Bakker. Den sender hvert sekund 80-85 liter klart kildevand ud i Lindenborg Å. Havørrederne er gået op gennem Lindenborg Å for at komme til deres gydeplads i bækken.

undefined

Havørred. Foto: Martin Nissen Nørgård

De store kønsmodne havørreder går op i vandløbene for at gyde allerede i juli/august måned og står således et halvt år i åen uden at indtage føde indtil gydningen i november/december. Havørrederne finder altid op i det vandløb, hvor de selv blev udklækket, for at gyde.
Hunfisken graver en gydegrube ved at lægge sig på siden og slå kraftigt med halefinnen. Når hunnen er klar til gydning, stiller hun sig i bunden af gruben, hvorefter hannen indfinder sig. Mens æggene afgives i en lang stråle, afgiver hannen sin sæd, og de befrugtede æg lægger sig i bunden af gydegruben. Derefter slår hunnen sten og grus hen over æggene med halen, så de bliver dækket til.
Efter gydningen er fiskene helt magre og afkræftede, og skal bruge flere måneder på at komme sig. I det tidlige forår trækker fiskene ud af åerne igen, ud mod havet. Sommeren tilbringer de ude på de åbne og salte kyster, hvor de jager bl.a. sild, tobis og rejer.

Det er ikke et særsyn at se gydende havørreder i Kovads Bæk, men i år har de været virkelig talrige! Det skyldes sandsynligvis en kombination af milde vintre og rigeligt nedbør i sommers.

Vil man kigge nærmere på de gydende ørreder er det vigtigt, at man ikke går for tæt på og forstyrrer fiskene. Scenariet kan nydes fra vejbroen, eller fra den lille sti på østsiden af bækken opstrøms hulvejen. Alle ørreder er fredet i gydesæsonen, dvs. fra d. 16. november til og med d. 15. januar.

undefined

Skiltet er lidt frønnet, men teksten er god nok: "Al fiskeri samt færdsel i bækken er forbudt af hendsyn til havørredernes yngel og gydepladser." Foto: Kirstine Skov Nielsen.

På følgende lille film kan man se havørrederne gyde i Kovads Bæk. Den første del af filmen er taget med et undervandskamera, og man kan se, hvordan fisken står stille i bækken over sin gydeplads. Den sidste del af filmen er et kig ud over bækken, hvor man kan se rygfinnerne på de travle ørreder. Filmen er optaget af hhv. Søren Risborg og Kirstine Skov Nielsen.

Ørred-film

Læs mere om ørred i artsleksikonnet på Naturstyrelsens hjemmeside.

Læs mere om Kovads Bæk og andre seværdigheder i Rold Skov i den digitale naturguide på Naturstyrelsens hjemmeside.

Se vandretursfolder nr. 24 Rebild Bakker og Gravlev Ådal, hvor Kovads Bæk er indtegnet på kortet, på Naturstyrelsens hjemmeside.