Skjern Enge tællegruppen på stiarbejde

03-03-2015

Et frivillighedsprojekt

Lønborggård fugleskjul
Nu kan du nå tørskoet til fugleskjulet ved Lønborg

Det har siden efteråret været vanskeligt at gå tørskoet ud til fugleskjulet ved Lønborggård i Skjern Enge. Skjulet ligger 400 – 500 meter ude for enden af et gammelt læhegn mellem søerne nord for Lønborggård og søerne i Præstholm. Igennem årene Naturstyrelsen Blåvandshuk skåret opvækst og brændenælder ned og kørt flis på stien for at bevare adgangen til skjulet.

Flissti 

Sidste år tilbød tællegruppen i Skjern Enge at hjælpe med vedligeholdelsen af stien og f.eks lægge flis ud, hvis Naturstyrelsen ville læsse en containerfuld flis af.

Tællegruppen

I januar blev flisen lagt af og et arbejdshold meldte sig til at køre og udlægge flisen på stien. I løbet af to formiddage fik fuglesjakket med trillebør og skovl lagt flis på godt 400 meter sti i 70 cm´s bredde. Udover Erik Mørk Nielsen, Ole Amstrup, Børge Vistesen, Tage Madsen, Mogens Bak, Poul – Erik Jeppesen, Jens Hasager og Peter Leth Olesen fra tællegruppen var fuglefotograferne Erik og Lindy også med. "Jeg havde fornøjelsen at forstyrre med kaffe og basser og dermed sørge for, at de fik en velfortjent pause" fortæller Marianne Linnemann

STOR TAK til fuglesjakket, som nu har sørget for at alle, der besøger Skjern Enge kan få nogle super fugleoplevelser fra skjulet, hvor skestorkene ofte går tæt på skjulet og fiskeørnen sidder i et af de udgåede træer i det tidligere læhegn.