Pas på giftige processionsspinderlarver på Dueodde

08-08-2016

Den varmekrævende fyrreprocessionsspinder lever i Danmark kun i fyrreskove på Dueodde og nærmeste omgivelser på Sydbornholm. Det er spændende dyr, som vækker opsigt, fordi larverne går i række. Men tag endelig ikke larverne op, og hold husdyr fra dem! De hårede larver er nemlig giftige og fremkalder udslæt og åndedrætsbesvær.

Procession. De behårede larver kendes let på, at de går i række. Foto: Colourbox.

I juli 2016 blev en hund på Dueodde alvorligt syg efter et møde med nogle hårede larver, som vandrede på jorden i en lang række. Og et par børn fik kraftigt udslet efter at have tager nogle af larverne op. 

Larverne var nemlig de giftige processionsspinderlarver, som er meget almindelige i Sydeuropa, men herhjemme er den kun fundet ved Dueodde på Bornholm. Larverne konstruerer håndboldstore spind i træer, og under deres gang på jorden vandrer de omkring i op til flere meter lange kæder – deraf navnet processionsspindere.

Processionspindere er natsværmere, og der er flere arter i Europa. De voksne natsværmere er grålige, flyver om natten og er ganske harmløse. Det kan man ikke sige om larverne. De er udstyret med giftige hår, som de kan løsne og skyde fra sig, hvis de bliver forstyrret.

Larvehårene fremkalder udslet, stærk kløe og undertiden åndedrætsbesvær. I skove med mange larver kan der være så mange hår i luften, at man får dem på huden og indånder i så store mængder, at mennesker bliver syge af at færdes i skoven. I sådanne skove og parker vælger myndighederne i Sydeuropa tit at lukke for offentlig adgang i de værste perioder.

Hunde og andre dyr, der snuser til eller æder processionsspinderlarver på jorden, kan blive alvorligt syge og i sjældne tilfælde dø. En angrebet hundetunge kan bliver så medtaget, at dele af tungen bliver nedbrudt (ramt af nekrose) og falder af.

Sjælden i Danmark

Processionsspindere er sjældne i Danmark. Der er kendt to arter: Fyrreprocessionsspinderen (Thaumetopoea pinivora), som lever og har levet i fyrreskovene på Dueodde på Bornholm siden 1930'erne, og egeprocessionsspinderen (Thaumetopoea processionea), der ikke yngler i Danmark, men er fundet som tilfældig tilflyver fra syd i de seneste år.

Bestandstætheden af processionsspindere på Dueodde er som regel lille i forhold til det, man normalt ser i Middelhavslandene, hvor der ofte er larvereder i næsten alle fyrretræer. Derfor har der ikke før været problemer af større omfang i Danmark.

Episoden i juli illustrerer dog, at man skal passe på processionsspinderlarver på Dueodde. Hvis man ser deres redespind i fyrretræerne eller larver i procession på jorden, skal man holde fingrene væk og under ingen omstændighed tage larverne op. Det gælder også døde larver og tørre larvehuder, hvor de giftige hår sidder løst og stadig er meget potente (læs sommerfuglespecialisten Per Stadels Nielsens beretning i Bornholms Tidende her). Hvis man har været i nærkontakt med larverne og bliver syg, bør man søge læge. Larvehår på huden kan fjernes med tape.

Larverne på Dueodde forekommer fra maj til ca. 1. september. De ses især i juli og august, når de kravler ned fra træerne for at forpuppe sig.