Vores gravhøje har aldrig været smukkere plejet!

19-12-2016

For halvandet år siden indgik Naturstyrelsen Søhøjlandet og Skovværket ved Silkeborg Kommune – socialpsykiatrisk center en aftale om at få plejet fortidsminder og mindre naturarealer ved hjælp af brugere fra socialpsykiatrien – set fra vores synspunkt er det blevet en succes.

Der gås til den når skovværket rydder uønsket opvækst på gravhøjene! Foto: Lars Jørgen Grønbjerg

I 2015 fik Naturstyrelsen Søhøjlandet en henvendelse, om vi kunne skaffe passende arbejdsopgaver til en gruppe borgere tilknyttet socialpsykiatrisk center. Personer der nok kunne arbejde, men ikke på helt normale betingelser.

Vi fandt at rydning af et hede-overdrev ville være en fin opgave, og senere fik vi deltagerne til at rydde opvækst af buske og træer på fortidsminder, især gravhøje.  Det viste sig at være en god ide. Gravhøje har en overskuelig størrelse, så man hurtigt kunne se et resultat.  Den primære opgave var at klippe opvækst ned og fjerne kvas, så højene fremtrådte tydelige og velplejede.

Gravhøjene ligger spredt i skovene, men her hjalp det væsentligt at folkene selv havde en bil til rådighed, og deres leder Lars Jørgen Grønbjerg er godt kendt i skovene og med at læse kort og finde vej.

De plejede fortidsminder har aldrig før fremtrådt så smukt, de er ryddet for opvækst, og også for kvas og grene efterladt fra skovninger!