Ny hundeskov ved Ringe

23-05-2016

Naturstyrelsen Fyn indvier en ny, stor hundeskov i Ringe Skov torsdag d. 26. maj 2016, kl. 16.30. Hundene får ikke mindre end 9 ha (90.000 m2) at boltre sig på.

undefined
Ringe Hundeskov. Mødested for indvielsen er P-pladsen ved Assensvej vist med rød stjerne.

Den nye, store hundeskov ligger ved Assensvej vest for Ringe. Hundeskoven er indhegnet, og der er adgang gennem klaplåger tre steder. En 1,3 km lang grussti fører rundt i hundeskoven, og i en kommende lysning er der et bord-bænk-sæt.

I forbindelse med indvielsen taler formand for Faaborg-Midtfyn Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Søren Kristensen, og Naturstyrelsen Fyns chef, skovrider Jakob Harrekilde.

Der serveres forfriskninger i forbindelse med indvielsen, og alle er velkomne - ikke mindst hundene.

I Naturstyrelsens hundeskove må hunde færdes uden snor, hvis deres ejere har kontrol over dem, og kan kalde dem til sig. Ellers er det reglen, at hunde skal være i snor, når de er med på skovtur.

Naturstyrelsen Fyn har også hundeskove andre steder: Feddet ved Brydegård, Vestermoseskoven ved Ejby, Kattebjerg Hundeskov, Kirkendrup Hundeskov og Emelund Skov ved Odense, ved Flyvesandet, i Sollerup Skov ved Faaborg og i Vestre Vænge ved Lohals.