Industri affald aflæsset i Stenbjerg Plantage

03-11-2016

6 udtjente udluftningsskorstene til en svinestald er lagt i en pæn bunke i Stenbjerg Plantage – ejer efterlyses!

Naturstyrelsen Thy modtog mandag morgen en henvendelse fra en venlig borger om, at der var aflæsset 6 udtjente udluftningsskorstene til en svinestald i den østlige del af Stenbjerg Plantage. Affaldet er lagt pænt i en bunke ved siden af en lukket skovvej, og ligner til forveksling en levering fra en fragtmand. Det er der dog ikke tale om, og Naturstyrelsen Thy fortolker det som en bevidst henkastning af affald, hvilket er strafbart.

 Vi er rigtig kede af at Stenbjerg Plantage i dette tilfælde er blevet brugt som losseplads. I Danmark har industrien gode muligheder for at komme af med industriaffald, og der bør ikke være nødvendigt at køre affaldet ud i naturen,

fortæller Klitplantør Henrik Schjøtt Kristensen fra Naturstyrelsen Thy.

 Affald i naturen ser ikke alene grimt ud, men det kan også være til skade for dyr og planter. Nedbrydningstiden for plastik varierer mellem 10 og 500 år afhængig af materialet. I dette tilfælde vil Naturstyrelsen Thy dog fjerne affaldet hurtigst muligt så området igen kan opleves fra sin bedste side. Oplysninger om hændelsen fra eventuelle vidner modtages  meget gerne.