Udsigt til længere travetur på Trækstien

02-11-2016

Naturstyrelsen fortsætter med støtte fra regeringens naturpakke og Silkeborg Kommune renoveringen af den gamle pramdragersti langs Gudenåen.

Der arbejdes intensivt med af forbedre stien

Fodgængere og cyklister kan glæde sig til en længere tur ud i naturen langs Gudenåen.
Naturstyrelsen har fået tre mio. kr. fra regeringens naturpakke til at fortsætte renoveringen af Trækstien, og Silkeborg Byråd har netop besluttet at bidrage med en mio. kr.:
”Turen på Trækstien er populær, men det er desværre stadig ind imellem svært at gå der uden at få våde fødder. Nu bliver stien hævet på det problematiske stykke og bliver renoveret på endnu en strækning mod Kongensbro. Det vil vi gerne bidrage til”, siger Silkeborgs borgmester Steen Vindum.
Naturstyrelsen har allerede sat arbejdet i gang. Der bliver både lagt grus på stien og bygget lidt mere træsti. I alt bliver stien forlænget med fire kilometer mod Kongensbro og ved samme lejlighed kommer der 20 centimeter ekstra grus på en mindre strækning, som har været oversvømmet efter renoveringen i foråret:
”Det er dejligt, at vi sammen med Silkeborg Kommune kan fortsætte arbejdet med at renovere Trækstien. Midlerne fra regeringens naturpakke og bidraget fra Silkeborg Kommune betyder, at yderligere fire kilometer sti nu bliver farbar det meste af året til glæde for friluftslivet langs åen”, siger skovrider Søren Hald, Naturstyrelsen.
Målet er, at stien i gennemsnit skal være farbar 10 måneder om året.
De første syv kilometer renoveret sti fra Silkeborg til Porskær blev indviet i juni. Naturstyrelsen forventer i denne omgang at renovere stien videre til Tvilum Bro eller lidt længere og arbejder på at finde pengene til den sidste strækning.
Trækstien var i århundreder i brug, når tungtlastede pramme med tømmer, mursten og senere papir fra Papirfabrikken skulle fragtes fra Silkeborg til Randers.
Yderligere oplysninger: Borgmester Steen Vindum, Silkeborg Kommune, tlf. 26 29 37 32 Skovrider Søren Hald, Naturstyrelsen, tlf. 22 88 99 90