Grillpladsen holdt flyttedag

25-04-2017

Den meget populære og derfor meget benyttede grill- og bålplads ved Barkladen i Nørreskoven har holdt flyttedag og ligger nu midt i Nørreskoven.
Den nye grillplads er placeret inde mellem nye mindre træer og i et smukt kuperet landskab. Man finder nemt pladsen, da den ligger, hvor skovvejen Dybendalsvej møder Frederiksborgvej. Det er kun omkring 1.000 meter nord for den gamle plads.

En af de 5 nye grillpladser

Rigtig mange mennesker kender og har brugt den gamle bålplads. Her er holdt alle mulige forskellige fester og hyggestunder. Skovfoged jens Juelstorp fra Naturstyrelsen fortæller, at der om sommeren kan være flere store sammenkomster på lune aftner. ”Nogle gange afløser det ene arrangement det andet, så det er virkeligt et populært sted, vi nu har valgt at flytte!”

 

Nu flytter man jo ikke bare sådan en plads for sjov. Det skyldes simpelthen, at den gamle plads var blevet for farlig at bruge.  ”Mange af de store ahorn- og bøgetræer, er nu blevet så gamle, at der er begyndt at vise tegn på, at de på sigt kan blive farlige at opholde sig under. Nogle meget store grene er begyndt at dø, og derfor kan der være en risiko for, at de kan falde ned og ramme folk på pladsen. Vi stod nu med en udfordring, om vi skulle fælde alle de store flotte træer, og lade grillpladsen blive, eller om vi skulle finde på noget helt andet. Vores løsning blev derfor, at vi valgte at flytte stedet, så vi både bevarer de gamle træer til naturligt forfald, og samtidig får opgraderet grillpladsen, så den nu fremstår ny og meget større!” Forklarer Jens Juelstorp.

 

Ikke nok med at pladsen er flyttet, og er blevet større, den er også blevet moderniseret, så den nu består af 5 forskellige bål- eller grillpladser med tilhørende borde og bænke fordelt med god afstand. Nu er der derfor mulighed for, at flere hold kan hygge sig på stedet - endda uden at man behøver føle sig generet af hinanden. Ligeledes er der nu opsat en vandpost, så man i sommerhalvåret altid har adgang til frisk vand på stedet.

 

Det er Naturstyrelsens egne folk, der har udført arbejdet, og det er i kraftig eg, så den nu kan holde i mange år frem. Den nye grill- og bålplads er finansieret af regeringens naturpakke som netop åbner mulighed for at give tilskud til projekter, der gavner friluftslivet.

 

Man må gerne medbringe trækul, men man kan også vælge at sanke brænde i skovbunden til at bruge på stedet.

 

”Der er ingen affaldsstativer i vores skove. Derfor er det vigtigt, at man husker at tage sit affald med sig, så stedet også er lækkert at komme til for de næste gæster!” slutter Jens Juelstorp med en løftet pegefinger.