Sjælden art af fluesvamp fundet i Almindingen

26-07-2017

På en tur i Bisonskoven i Almindingen opdagede natur- og svampekenderen Morten Christensen en stor, brun fluesvamp med citrongule flager på hatten. Det er første fund af brun fluesvamp på Bornholm og kun 2. fund af arten i Danmark.

Brun fluesvamp i Bisonskoven. (Foto: Morten Christensen).

På en tur i Bisonskoven i Almindingen opdagede natur- og svampekenderen Morten Christensen en stor, brun fluesvamp med citrongule flager på hatten. Han var straks klar over, at det måtte være arten brun fluesvamp med det flotte latinske navn Amanita regalis.  Arten er ret almindelig nordpå i Skandinavien, men hidtil kun fundet én gang i Danmark et sted nord for Esbjerg for omkring 20 år siden.


Brun fluesvamp kendes fra de andre brune fluesvampe blandt andet på, at flagerne på hatten er citrongule, hvilket tydeligt kan ses på især unge eksemplarer. Hos de andre brune fluesvampe, rødmende fluesvamp, panterfluesvamp og høj fluesvamp, er flagerne hvidlige eller brunlige. Brun fluesvamp er nært beslægtet med den klassiske røde fluesvamp og regnes af nogle for en variant. Den er giftig ligesom den røde fluesvamp. Fundet i Almindingen på Bornholm ikke helt overraskende, men Morten Christensen har søgt andre steder på Bornholm og kun fundet den det ene sted.

Sommerens fugtige vejr har fået gang i svampene på Bornholm. Der er blevet fundet masser af kantareller, rørhatte og champignon i juli måned, og navnlig mange karljohanner. Med det fugtige vejr tegner det til, at svampesæsonen med både de klassiske spisesvampe og et farverigt flor af skørhatte, mælkehatte, tragthatte, vokshatte, parasolhatte og mange hundrede andre slags svampe vil fortsætte sommeren ud og langt hen på efteråret. Læs mere om svampeindsamling her http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/naturen-netop-nu/efteraar/svampejagt/

Tag ud og nyd synet eller tag på svampejagt i Naturstyrelsens skove!


Brun fluesvamp i Bisonskoven. De unge individer til højre med karakteristiske gule flager på hatten. (Foto: Morten Christensen).