De blå anemoner på Bornholm

10-03-2017

Den blå anemone skal have kalkrig, leret og fugtig jordbund for at trives. I Naturstyrelsens skove på Bornholm findes den mest ved kysten. Men den blå blomst vokser også fåtalligt ved Gamleborg i Almindingen. Læs mere om den tidligste anemone, der er stedsegrøn og adskiller sig meget fra de hvide og gule anemoner.

Blå anemoner på den frodige kystskråning i Slotslyngen nord for Vang. (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).

undefined
Blå anemoner nær trappen ved Pissebæk. På skrænterne kan man være heldig at se helt hvide varianter af arten. (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).

Den blå anemone er den tidligste og uden tvivl mest elskede af Danmarks anemoner. Det skyldes dens strålende, himmelblå farve og ikke mindst Kaj Munks folkekære digt ”Den blå anemone”. Munk skrev sangen i 1944 kort før han blev myrdet af tyskere, og i 1945 satte Egil Harder melodi til.

Den blå anemone trives kun, hvor der er kalkbund eller fed, kalkholdig muld. På Bornholm er det især langs bække, i mulden på skråninger mellem de klipperige kyster og i klippesprækker med nedsivende, kalkholdigt vand.

I Almindingen kender vi (uden for haver) kun blå anemoner fra Gamleborg. Fra Naturstyrelsens skove på Nordbornholm kender vi den mange steder. Et af de bedste steder er kystskråningerne i Slotslyngen nord for Vang, f.eks. omkring Pissebæk, hvor de blå blomster kan ses fraden nye trappe.

Hvide og gule anemoner har tykke, stivelsesholdige rodskud med masser af næring. Derfor er de godt rustet til foråret, hvor de vokser frem, blomstrer, sætter frø og udvikler næste års blomsterskud inden de visner i juni, fordi træernes løv lukker helt for lyset. Den blå anemone gør noget helt andet. Den har tynde trævlerødder, der bare holder planten fast og henter vand og mineraler fra jorden. Til gengæld er den stedsegrøn, så den kan lave næring ved fotosyntese gennem hele vinterhalvåret, hvor der er masser af lys, fordi løvtræerne ikke har blade. Det giver panten energi nok til, at blomsterknopperne bryder frem og åbner sig allerede i marts. Den blå anemones blomsterknopper udvikler sig året før allrede i maj-juni, hvor planten sætter nye blade og danner et kraftigt violetgrønt skud midt i rosetten af blade. Når lyset og varmen fra solens stråler for alvor når skovbunden hen i marts, vågner blomsterknopperne, strækker sig og springer ud. I lune år kan det ske først i marts, men som regel skal man hen på måneden, før det sker. Og i de koldeste år sker det først lidt ind i april.

På latin hedder den blå anemone Hepatica nobilis eller Anemone hepatica. Hepatica er afledt af det græske ord hepar, som betyder lever. Det hentyder til bladformen, der kan minde om formen på leverlapper. Fra gammel tid har den blå anemone derfor været brugt som medicin mod leversygdomme. Lægerne mente nemlig, at Gud i sin visdom havde hjulpet os mennesker ved at indlægge små symboler i planterne som tegn, dengang han skabte verden.

Hen i april taber de blå anemoneblomster deres sidste kronblade, hvorefter et lysegrønt mylder af fine og friske, randhårede blade vokser frem. Mellem bladene strækker blomsterstilkene sig og bøjer sig mod jorden, mens frøene modner for enden mellem små, grønne bladsvøb.

De små frø har et lille olielegeme ved siden af kimen. Man kunne tro, at det var næring til den lille spire, men det er ikke legemets primære funktion. For anemonen er det nemlig meget vigtigt at få spredt sine frø, og her er olielegemet genialt: Myrerne er vilde med olien, så de griber frøene med deres kæber og slæber dem vidt omkring i skovbunden, før de æder olien. Den lille kim er de ligeglade med, så den blå anemone opnår det vigtige: at blive spredt.

Den blå anemone synes ikke at være nær så talrig nu som for 50 år siden. Noget tyder på, at gamle bestande kvæles i øget mosvækst, men der er ingen nøjagtige undersøgelser. Under alle omstændigheder er det vigtig at lade være med at plukke dem eller grave planter op. Nøjes med at nyde synet og tage billeder.

God anemonejagt!


undefined
Blå anemoner på Gamleborg. De har lukket sig på grund af regn. (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).

undefined
Blå anemoner på sydsiden af Gamleborg. Er det den blå anemones eneste voksested i Almindingen? (Foto: Michael Stoltze, Naturstyrelsen).